DIY, Fester & gæster

Så er der fest – med foldede papirblomster

 Fest-tema

Langsom Lørdag er suspenderet denne uge, til fordel for et fest-tema. I disse øjeblikke er jeg så småt ved at lægge sidste hånd på værket, inden vi i aften fyrer en mægtig fødselsdagsfest af. Både ham min elskede og jeg har jo rundet de 50, men ingen af os fik den store fest, vi ønskede os. Det skal der rettes op på i aften!

Og næste lørdag bliver det endnu større. Da skal yngstesønnen nemlig giftes med sin drømmepige, og jeg glæder mig umanerligt meget.

Jeg er ellevild med store fester. Jeg elsker alt ved det – planlægningen, forberedelserne, de sidste øjeblikke inden de glade gæster myldrer ind, og selvfølgelig selve festen. Selv dagen derpå elsker jeg. Det er så hyggeligt at sysle rundt blandt ølsjatter og krøllede servietter, og samle alle de fineste minder.

Noget af det jeg virkelig sætter pris på, er at pynte op. Uendeligt mange lykkelige stunder har jeg tilbragt, med at lave foldede papirblomster, vifter, møllehjul og traner. Denne gang har jeg blandt andet lavet kunstige dahlia, og det er helt sikkert noget, jeg kommer til at gøre igen. De kan nemlig laves med halv opmærksomhed, mens man ser TV eller hyggesludrer, fordi det ikke kommer sig så nøje med præcisionen.

foldede papirblomster

Klip en masse små kvadrater, og fold dem til kræmmerhuse. Du kan selvfølgelig bruge lim eller dobbeltklæbende tape til projektet, men jeg har faktisk fundet ud af, at ganske almindelig tape fungerer fint. Det kommer alligevel ikke til at kunne ses på den færdige blomst.

Når du har foldet en hel bunke kræmmerhuse, klipper du en cirkel i pap eller karton.

foldede papirblomster

Og så begynder du ellers bare at lime. På den første omgang lader du spidserne stikke godt ud over pappet, så du er helt sikker på, at det er skjult.

Næste omgang placerer du lidt forskudt for de første kræmmerhuse, og trukket lidt ind mod midten, så ’bladene’ kommer til at ligge i mindre og mindre cirkler.

foldede papirblomster

Det bliver en smule besværligt, efterhånden som man nærmer sig midten. Helt ærligt, så bliver jeg smurt ind i lim til albuerne, når jeg laver de sidste omgange… men det er umagen værd.

foldede papirblomster

…og nu vil jeg fortsætte mine forberedelser. Jeg håber I alle får en vidunderlig Skt. Hansaften!

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Wow, de var flotte og litt av en jobb du har satt igang.
    God St.Hamsaften til deg også.

    Midtsommerklem fra Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Tak for det 🙂 Jeg håber du fik en dejlig St. Hans – havde I godt vejr i Norge? Her var det en lillebitte smule køligt, men meget smukt!

Comments are closed.