Bolig, Indretning

Smertebarn med ny gul stribe

Vores entre har altid været husets smertebarn. Den har gennemgået adskillige forvandlinger, men helt perfekt synes det ikke rigtig at kunne blive, og det irriterer mig. Ville vildt gerne have en fantastisk entre – det første indtryk og alt det der.

Rummets form byder på nogle udfordringer. Det er formet som en vinkel, bestående af to aflange, smalle dele. Den bredeste af de to smalle dele har et skab ned langs hver side, bare lige for at understrege det smalle, og for at føje spot til skade så er der, midt i det centrale hjørne, hvor der jo ellers kunne være lidt plads, en stor trappe op til første sal. Suk altså. Trappen er jo ikke engang pæn… Jeg har haft hede drømme om en åben trappe; sådan en über cool beton-sag, som svæver i luften – men vi kan ikke rigtig undvære rummet under trappen, for der bor vores støvsuger, gulvskrubbe og hele husets teknik.

Som en lidt billigere og mere realistisk løsning har jeg prøvet at bringe lidt luft til rummet med spejle og et ekstra vindue, og det fungerer for så vidt udmærket. Det hele er bare lidt kedeligt, så jeg har prøvet at opgradere en smule med små midler; masser af grønne planter, og en ny, gul stribe på trappen. Jeg elsker gul, især sammen med sort og hvid. Min bil er for eksempel sort og gul, og ligner fuldkommen en lille tyk humlebi.

Denne gang har jeg endda husket alle trinene til at lave en perfekt stribe: først afdækning med malertape, så overmaling med grundfarven (her hvid), så maling med kontrastfarven, og endelig huskede jeg at fjerne malertapen før malingen tørrede!

I løbet af foråret skal vi have bygget en lille overdækning foran hoveddøren, så man kan stå i tørvejr mens man låser op / venter på at der bliver låst op. Den løsning forventer jeg mig ret meget af, både på det praktiske og det æstetiske plan. Jeg forestiller mig en forholdsvis let og enkel konstruktion i hvide stolper med et glastag, som jeg så vil lade dække af klatreplanter. Indtil da vil jeg nyde det der er, for det er da heldigvis ikke længere så ringe endda.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg synes det er en flot entré I har 🙂 og det ser fedt ud med den gule stribe. Kh. Birgitte

    1. Ja, jeg synes den er blevet helt fin – og så pyt med, at man skal kante sig lidt rundt om hinanden 😉

Comments are closed.