Hiking, Livsstil, Søndags Snapshots

Søndags Snapshots

Har haft en vidunderlig tre-dages travetur i fantastisk selskab. Så pyt med, at vejret ind imellem måske var mindre end fantastisk – bliver man for kold, må man jo gå sig varm. Klokken tre om natten.

Uanset hvad, så er der godt at være, derude mellem himmel og jord. Jeg kan blive helt høj på den berusende fornemmelse af frihed, der vælder op i mig, straks jeg trækker min rygsæk på.

Ugens sidste dage har jeg brugt på en buddhistisk bootcamp; en indre forårsrengøring, om man vil. Et afgørende bærende element i sådan et forløb, er  fællesskabet.

»Man bliver ikke et større menneske af at meditere. Det er ikke wellnessindustri, der er svaret, men et autentisk skabende fællesskab. I instinktet for udvikling er fællesskabet karakteriseret af fravær af skjulte dagsordner, personificeret ved min gamle blæserkvintet, hvor musikken altid vinder. Vi har samme identitet: ?Jeg er den danske Blæserkvintet, som spiller Mozart?. Samtidig har hver af os det fulde ansvar for alt sammen. Hvis jeg spiller falsk, spiller vi falsk. Der skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent. I instinktet for at skabe er et fuldkomment fællesskab og en fuldkommen individuel autonomi én og samme tilstand.«

Peter Bastian

Der findes mange slags fællesskaber, og fællesskaber nødvendige for os. Nogle af dem er nemme at navigere i, andre kræver lidt mere ? men alle sammen byder de på muligheder for læring og udvikling. Er man i et fællesskab der føles svært, er det en god ide at minde sig selv om, at fællesskabet er noget man skaber hvert eneste øjeblik. Det er ikke et ?skab? man bare kan hamre sammen én gang for alle, og så sætte hen i et hjørne.

Det kunne man ellers fristes til at tro. I vores sprog er vi jo vant til, at sammensatte ord fungerer på den måde, at første del af ordet er en uddybende beskrivelse af anden del, som til gengæld er kernen.

En ørering er ikke en bestemt slags øre, men en bestemt slags ring. En håndtaske er ikke en særlig hånd, men en særlig taske, osv. På dén måde kunne man jo nemt komme til at tro, at et fællesskab er en speciel slags skab, som man kan stille i et hjørne, og tage frem efter forgodtbefindende. Hvor har du stillet fællesskabet?

For at skabe et ægte fællesskab, kræves det at alle implicerede har energi til at tage ansvar for at indgå ærligt i processen, og er modige nok til melde klart ud om deres forventninger. Og så kræves der noget som vi måske ikke er så vant til at kultivere; nemlig ydmyghed. Ydmyghed er ikke en kvalitet vi taler så meget om i vores dagligdag, men den er ikke desto mindre en afgørende vigtig ingrediens i forbindelse med både fællesskaber og individualitet. Hvordan vil du nogensinde udvikle dig, hvis ikke du tør møde verden og dine medmennesker med en ydmyg erkendelse af, at alle har noget at lære dig? Hvis du altid (eller det meste af tiden) opererer ud fra en grundidé om, at du trods alt er den der ved bedst, kan du ikke tage meget til dig.

Der er sådan en fin gammel historie i den buddhistiske tradition, der illustrerer netop denne pointe super fint. En overmåde lærd mand opsøger en berømt munk, om hvem det siges at han kender livets dybeste sandheder. Den lærde mand tropper op, i den erklærede hensigt at lære af den gamle munk, men nok i virkeligheden snarere for at vise munken hvor klog og dygtig han selv er. Munken tager den pralende forelæsning meget afslappet, og på et tidspunkt skænker han te til den lærde mand. Da tekoppen er fuld, sætter han ikke kanden fra sig, men fortsætter med at hælde, selvom teen flyder over. ?Stop!?, udbryder manden, ?koppen er fuld, teen løber over?. Roligt svarer munken ham: ?Som teen løber ud, når koppen er fuld, således vil også enhver viden du gives, løbe ud. Din kop er fuld, og før du tømmer den, kan du intet lære?.

Og før det nu bliver alt for filosofisk, så vil jeg snart se at få sat noget vasketøj over. Vi rejser til Rio i morgen tidlig, så det er vel ved at være på tide, hvis jeg også skal nå at pakke!

Måske vil du også læse...