Søndags Snapshots fra Mallorca

Nå. Mallorca viste sig, ikke overraskende, at være nøjagtig lige så skøn, som da jeg sidst (modvilligt) forlod øen. Uh altså, en perle, og slet ikke noget dårligt bud på destination til en tøsefødselsdagstur. De andre i selskabet har ikke været her før, men det har nu ikke foranlediget de store sightseeing-udflugter – vi har nydt roen, skønheden og det gode selskab. Og den gode mad, naturligvis. Og alt det andet dejlige, Mallorca kan.

Inden afrejsen præsenterede ugen sig ellers som en lidt grum affære, ikke mindst på grund af et kedeligt tema med sørgelige nyheder om mænd og sørgelige mænd i nyhederne.

Kim Larsen. Se, det havde jeg jo ikke lige opdaget midt i al travlheden op til babyfesten sidste søndag… Lydsporet til en hel generations barndom, ungdom og første voksentid er væk. Jeg husker hvordan jeg lå på mit værelse med kassettebåndoptageren, parat til at optage Rabalderstræde, Kvinde min og Hvad gør vi nu, lille du? og derefter spille dem igen og igen, indtil båndet tilsidst blev så træt af spoleriet, at det blev til båndsalat. Men min yndling var og er Efter endnu en dag.

Kloden
drejer stille rundt i nat
på kommoden
ligger Soya og Karen Blixen
månen skinner ind
– på din kind
dine strømper ligger smidt
på ryggen af min lænestol
og tankerne tikker af
jeg døser hen
efter endnu en dag

Og så til de sørgelige mænd i nyhederne. Af en eller anden grund dukkede Rasmus Paludan og – endnu værre, omend der er skarp konkurrence – Brett Kavanaugh hyppigt op i ugens løb, og det gør mig altså træt. Og uendeligt trist. For mens Paludan jo bare er en sølle mandsling som trænger til at blive tiet ihjel, gør Kavanaugh mig virkelig forstemt. Jeg ser ham som et sørgeligt symbol på det golde, misogyne ødeland, vores samfund er i fare for at udvikle sig til. Et samfund, hvor kvinder konstant skal kigge sig over skulderen, fordi vi hele tiden er i fare. Også selvom vi er på vagt. Også selvom vi overvejer vores påklædning og adfærd; klæder os beskedent og undlader at have det sjovt udenfor hjemmets fire vægge.

Mænd er bange for, at kvinder skal le ad dem.
Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.

Margaret Atwood

Men nok om det. Verden må lige gå sin skæve gang, mens jeg tager min bedste veninde under armen og nyder de sidste dage hernede med hende. Vi tager det hele meget langsomt, men mon ikke vi på et tidspunkt kan mønstre energi til at tulle en tur ned til byen og finde den helt perfekte restaurant til hendes fødselsdag i morgen?

Næste uge tager ham min elskede og jeg tilbage til Italien. Han skal nemlig fejres, skal han – for han har også fødselsdag her i oktober. Det er der en del af mine kære der har, og det gør på ingen måde måneden ringere. Og jo slet ikke når de vælger så herlige destinationer til fejringerne!

Hav en mageløs uge, og husk at nyde oktober. Den er kun alt for hurtigt forbi.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Så fine Mallorca. Natur er smuk der. Kh. Birgitte

    1. Ja, meget! Man ligefrem vader rundt i skønhed, og det kan enhver vel trænge til 😉

  2. Margaret Atwood sier det som det er. Hadde kvinner fått enda mer makt, tror jeg vi hadde fått en bedre verden. Nå fikk i alle fall to flotte mennesker Nobels fredspris for 2018. To mennesker som gjør en jobb som burde være totalt unødvendig i 2018.

    Beste hilsen Ingrid

    1. Enig, både i at Margaret A har ramt hovedet på sømmet, at kvinder kunne være med til at skabe en bedre verden, og at fredsprisen gik til de rette!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *