Søndags Snapshots i huj og hast

Hov. Så var det lige pludselig søndag, og dét var der vist ikke nogen, der havde advaret mig om… Ugen er forsvundet i en glad strøm af hyggelige stunder, og jeg har faktisk slet ikke brug for at den allerede er slut. Omvendt så tænker jeg, at den har sat en fin standard for de næste dage, så måske er det okay?

Glad, men også lidt overvældet Pia. Vi holdt uautoriseret Mors (tirs)Dag, fordi den officielle udgave af dagen jo faldt sammen med vores Londontur. Man kan måske mene, at vi bare kunne have fejret mig i London, men helt ærligt, så er jeg ikke så god til at dele 😉

Derfor blev jeg forkælet tirsdag i stedet. Stort morgenbord (den direkte vej til mit hjerte), lækker frokost, biftur og aftenhygge. Vi så Dronningen, og billedet ovenfor er taget nærmest lige efter filmen. Derfor det lidt betuttede udtryk, for det var da barske sager! Skal nok lade være med at spoile – bare kom ind og se den, hvis I stadig har den til gode!

Den gamle gård havde pudset fjerene inden Store Hvededagskonfirmationen herude, og stod i al sin pragt. Det blev den nødt til, for ikke at falde helt igennem som baggrund for den smukke unge konfirmand, min dejlige niece.

Og nu er vi så her, i mit elskede Loveshack, hvor vi nyder et par tiltrængte, stille dage. Her sker ikke det store, og det skal der heller ikke. Her er der tid til at smække benene op efter en dejlig blæsetur langs stranden, og grine når Preben kommer og skælder os ud. Preben er ikke tilhænger af sommergæster, og slet ikke sommergæster som sover længe (han kommer gerne og banker på døren ved 7-tiden om morgenen) eller larmer (han har skrattet en del af os, når vi har bakset med save og hamre). Vi satser på en våbenhvile nu, hvor vi er færdige med gæstefløjen… – men har indstillet os på, at morgenvækningerne næppe bliver taget af programmet lige med det første.

I næste uge skal jeg forberede en dejlig fest. Min store baby bliver 30, og det skal fejres. Også selvom jeg kke helt forstår, hvordan det er gået til. Det er da kun et øjeblik siden han hang savlende på min skulder?

30 har altid været mit magiske tal. Jeg havde en enorm krise, da jeg selv fyldte 30, fordi for mig er 30 ensbetydende med, at man er voksen. Det var jeg slet ikke, og det kan min baby umuligt være heller. Han er jo min baby…

Måske vil du også læse...