Sommerklar!

Endelig hjemme igen, foråret er kommet (sådan teknisk set, i hvert fald) – så er det havetid!

Jeg er sjældent sådan rigtig god til at få haven gjort vinterklar. Som regel starter min havesæson med, at jeg går ud i en have, som ligner præcis det den er: et sted som nogen helt uceremonielt forlod, da det blev lidt for koldt. Barren er sat temmelig lavt. Er for eksempel nærmest stolt af mig selv, hvis jeg har husket at tage tæpper, bøger og tekopper med ind…

Helt så galt var det ikke i år. Primært fordi frk. T er et mere grundigt havemenneske end jeg selv, men lad nu dét ligge – det korte af det lange er, at haven i år ikke var specielt vinter-rodet, og det betød jo, at jeg straks kunne give mig i kast med det morsomme. Alt det med at plante nyt, flytte rundt, og i det hele taget indrette et hyggeligt og indbydende uderum til sæsonen.

Det første jeg tog fat på, var vores dejlige gårdsplads. Da vi i sin tid flyttede hertil, var gårdspladsen… (leder lige efter ordene…) … ikke pæn. Og jeg mener ikke ikke pæn på den der ‘Smag og behag er jo forskellig’-måde. Den var gyselig. En ujævn, forblæst parkeringsplads, med rester af gamle perlesten mellem totter af ukrudt, som på én eller anden måde aftvang mig en modvillig respekt, for hvordan noget overhovedet kunne vokse dér, var mig en gåde.

Det hjalp heller ikke, at gården var rød i adskillige forskellige nuancer, som festligt spejlede sig i hinanden. Jeg så et drømmehjem, da vi mødtes med ejendomsmægleren herude; andre så… (leder igen efter de der ord…) … noget andet.

I første omgang fik jeg kørt en masse perlegrus på, og placeret lidt havemøbler herude. For så vidt jo praktisk nok, bortset fra at ukrudtet fint kunne vokse i det nye, tykkere lag perlegrus, og at havemøblerne stod sådan lidt sørgeligt og forladt midt på den stormomsuste plads ? hvor folk i øvrigt blev ved med at parkere. Meget svært at bryde dén vane, for det var jo nemt bare at kaste bilen foran hoveddøren, og så kunne man også altid finde den igen.

De første fire år på gården havde vi ret travlt med diverse om- og tilbygninger, renovering og så videre. Det var jo ikke kun gårdspladsen, som ikke faldt helt i smag. Men så, omkring år 2000, besluttede jeg, at nu skulle det være. Hele balladen blev malet gul, der kom nyt, sort tegltag og fine nye vinduer ? så skulle gårdspladsen også have en overhaling, så den kunne leve op til sit fulde potentiale.

Det gamle perlegrus blev skrabet af, og åbenbarede de smukke rester af en gammel markstenbelægning, som vi valgte at bevare i det hjørne, hvor vi altid sad og nød aftensolens sidste stråler. Resten af gårdspladsen fik fine nye sten, og der blev gjort plads til en masse bede, som jeg plantede lidt tilfældigt til, hvorefter jeg forventningsfuldt satte mig til at vente på mit grønne paradis.

Og det lod. overraskende nok, vente på sig. Det kom noget bag på mig, at mine nyplantede stauder og træer trivedes langt mindre godt i grus og sten, end ukrudtet havde gjort.

De vrangvillige, fordringsfulde bæster blev sendt på ferie, mens jeg fyldte bedene med muldjord og hestemøg. Virkelig meget hestemøg. Altså som i; absurd meget hestemøg. Derefter blev de sat tilbage, og suppleret med masser af syrener fra vores levende hegn, pil fra engen, og et par håndfulde frø.

Og så skal jeg lige love for, at der skete noget! Omsider fik jeg den grønne oase, jeg havde drømt om, og vi levede i lykkelig sameksistens med naturen, omend den ind imellem var ved at tage magten fra os. Men selv den lille krølle blev rettet ud, da frk. T flyttede hertil med sin ukuelige energi og sine grønne fingre. Nu er min eneste opgave i forbindelse med gårdspladsen at sætte lidt fine blomster i krukker af og til, og brygge masser af te og kaffe – et arrangement jeg synes vældig godt om.

I år har jeg således indskrænket min indsats til at sætte friske blomster ved vores Buddha, og indkøbe nye havemøbler. Jeg konstaterer i øvrigt med stor fornøjelse, at de forkølede afklip af efeu jeg borede ned i gruset bag Buddhaen, lystigt gror – tænk engang hvor fint det bliver, når han står foran et frodigt grønt bagtæppe!

Det er måske ikke overvældende opfindsomt med hvide Skagensmøbler, men det er pænt og trygt. Vi købte to sæt af dem tilbage i 2000, men de var efterhånden ved at falde hinanden, så vi blev enige om, at det måtte være i alles interesse med nye, friske kræfter. Mens vi besluttede os for, hvilke møbler vi nu ville have, satte vi midlertidigt nogle gamle bænkesæt ind, så vi dog havde noget at slå os ned på. De har nu stået et par år, og efterhånden var vi alle så trætte af dem, at vi overgav os, og købte nye Skagensmøbler igen. #PlayingItSafe

Jeg har også plantet chokoladeblomster under de buksbom som står omkring hoveddøren. De spinkle blomsterstængler klæder de opstammede træer noget så fint, og jeg håber de gider glæde mig hele sommeren, selvom de står i næsten fuld skygge. Ellers må de ind imellem på solferie ? det kan vi jo alle trænge til!

Er I også begyndt at gøre haven sommerklar? Og synes I egentlig det er okay med det trælse gråvejr, når nu man lægger så stor en indsats for dagen? Jeg spørger bare, fordi det måske er mig der er blevet forvænt…

Husk i øvrigt også, at det er i dag, næste udgave af værtinde-stafetten udkommer. Det er ovre hos Malin – og det ser godt ud!

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

1 Comment

  1. For et nydelig uterom dere har skapt. Det ser bare lekkert og delikat ut alt sammen.

Comments are closed.