Sommerlæsning

Noget jeg altid nyder, er at samle mig en god bogstak til sommeren – også selvom ‘bogstak’ ikke længere skal tages alt for bogstaveligt, al den stund at mine rejsebøger som regel er at finde som downloads på min iPad 😊

Her er en håndfuld bøger, som jeg glæder mig til at kaste mig over. Min sommer bliver lidt anderledes end sædvanligt, da jeg er så heldig at skulle rejse med mine sønner og svigerdøtre. Det kommer til at betyde færre dage i skyggen under kastanjetræet ned en god bog, og flere dage med grin og fest – men for det første har gode bøger lang holdbarhed, og for det andet kommer min ‘sommer’ til at strække sig langt ind i december, men mere om det senere.

Sara Blædels krimier er veldrejede, med et godt og flydende sprog – så selvfølgelig skal jeg også nyde hendes seneste bog, selvom den er et brud med krimi-universet. Anmeldelserne fortæller at den er anderledes end hendes andre bøger, og den er selvfølgelig heller ikke en del af serien om Louise Rick, men jeg har høje forventninger til den.
Jeg har først for nylig fået læst Delphine de Vigans Alt må vige for natten. Første del havde jeg det meget blandet med, men da først historien for alvor begyndte at udfolde sig, var jeg bjergtaget, så det giver nærmest sig selv at jeg skal læse Baseret på en sand historie.

Jeg ved at jeg får brug for et skud chick-lit, og denne er formentlig et godt bud. Jeg nød i hvert fald Weisbergers tidligere bøger, så den er downloaded på iPaden.

Har haft lyst til at læse Skæbne og hævn siden Emily Salomon anbefalede den (her). Sådan en anbefaling kan man ikke sidde overhørig, så nu skal det være!

Downtown Abbeys ‘far’, Julian Fellowes, har skrevet denne bog, som oprindeligt blev udgivet som føljeton. Den udspiller sig i 1800-tallets London, og lader til at være den type familiekrønike, som jeg holder så meget af.

Nogen gange lader jeg mig begejstre af en anmeldelse, klikker bogen hjem, og glemmer alt om den. Det er tilfældet med denne – men helt ærligt: dansk pulp fiction, skrevet af fire forskellige forfattere; hvor galt kan det være? Spændende projekt!
Mari Jungstedt er endnu en genganger i mine feriebogstakke, og denne, som er blevet til i samarbejde med Ruben Eliassen, er forhåbentlig også god. Ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig, men det bliver spændende.
Dette er en bog som har ligget på min iPad i årevis, efter at jeg engang læste en medrivende anmeldelse af den. Jeg har besluttet at begrænse mine bogkøb lidt, og i stedet tynde ud i de ulæste bøger, så denne ryger på sommerlæselisten.

Hvad skal I læse i sommer? Jeg elsker at høre om andres læseoplevelser, både gode og dårlige!

Måske vil du også læse...