Sommersky – mohairbluse med stor udskæring

Jeg har endnu engang været i restekurven, og denne gang er der kommet en Sommersky ud af mine fornøjelser. En vidunderlig let strik i blide farver, perfekt til en sommerdag af den lidt køligere slags. Altså den slags, hvor der er lidt sommerskyer.

Faconen er meget rummelig, og med en stor udskæring, som faktisk kan trækkes helt ud over skulderen, hvis man ønsker det. Ærmerne er lange, og afsluttes med en lang ribbort, som holder lidt styr på al den volumen, der er i denne skønne sag.

sommersky

Opskrift på Sommersky

Størrelse: s/m (l/xl)

Garnforbrug:
250 (300) gr Drops Air, farve 01 natur
150 (200) gr Drops Air, farve 10 tåge
50 (50) gr Drops Air, farve 08, lys rosa

Strikkefasthed: 16 m x 20 p på p 6 i glatstrikning måler 10×10 cm

Længde 56 (60) cm

Overvidde 110 (120) cm

Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.

Hele sweateren strikkes oppefra og ned, med et enkelt stribemønster. På min sweater er hver af de brede striber 23 (25) omg, og består af 5 omg blå Ingenua, 3 omg rosa Air, 5 omg blå Ingenua, 10 (12) omg hvid Sky. Mønsteret afpasses forneden på krop og ærmer efter sweaterens længde. Bemærk: jeg har gentaget en del af stribe-rapporten en ekstra gang forneden på ærmerne – se foto ovenfor!

 

Hals
Slå 92 (114) m op med hvid Sky på p 4, og strik krave i rib (1 r, 1 vr). Lav kiler i halskanten, så den lægger sig pænt – det gøres ved at lave 6 markeringer jævnt fordelt på omg. Ved disse 6 markeringer strikkes kiler ind, ved at strikke 2 m sammen efter henholdsvis 2,5 cm og 4,5 cm. Derefter tages de samme masker ud igen efter 5,5 cm og 7,5 cm. Efter 10 cm skifter du til p 6 og glatstrikning, mens du tager ud til 136 (154) m.

 

Bærestykke
Herfra beregnes stribemønsteret – næste omg er altså den første af de 5 omg blå Ingenua. Bemærk at stribemønsteret tælles foran på sweateren; altså hvor den ikke forhøjes!

Marker nu den næste maske – den bliver midten på ryggen, og herfra skal du strikke vendepinde, for at forhøje sweateren bagtil. Det gøres således:

Strik 15 m r forbi din markering, vend arb, og strik 30 m vr tilbage. Vend igen, strik 45 m r, vend og strik 60 m vr, vend og strik 75 r, vend og strik 90 vr. Vend arb, og fortsæt med at strikke alle masker ret hen til din markering. Fjern markeringen, og lav fire nye markeringer, som raglanudtagningerne skal laves omkring. Din omg skal se således ud:

19 (22) m (halvdelen af ryggen), en markeret maske, 28 (30) m (skal blive til første ærme), en markeret maske, 38 (45) m (skal blive til forstykket), en markeret maske, 28 (30) m (skal blive til andet ærme), en markeret maske, 19 (23) m (den anden halvdel af ryggen).

Strik nu 44 (46) omg med udtagninger på hver anden pind (der tages altså i alt 8 m ud på hver anden omg).  Lav udtagningerne således:

Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret – strik den markerede maske ret – saml løkken mellem de næste to masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.

Du ender med i alt 312 (338) m, fordelt således:

41 (45) m fra halvdelen af ryggen, 1 markeret maske, 72 (76) m fra første ærme, 1 markeret maske, 82 (91) m fra forstykke, 1 markeret maske, 72 (76) m fra andet ærme, 1 markeret maske, 41 (46) m fra den anden halvdel af ryggen

Strik 4 omg, og del derefter arb op efter markeringerne, så du har 82 (91) m fra ryg (fordi du tager de to markerede masker med til ærmerne), 74 (78) m fra hvert af ærmerne, og 82 (91) m fra forstykket.

 

Krop
Sæt de 2 gange 82 (91) m fra henholdsvis ryg og forstykke på en rundp 6. Slå 2 gange 6 m op i mellemrummene mellem ryg og forstykke (altså 6 m i hvert mellemrum), så du har 176 (194) m på omg.

Strik til arb måler 27 (30) cm (tilpas om nødvendigt stribemønsteret) fra de 8 opslåede m. Skift til rundp 5, tag 10 m ind jævnt fordelt på den første omg, og strik 6 cm rib. Luk elastisk af.

 

Ærmer
Sæt ærmets 72 (76) m på en rundp 6, og saml 6 masker op i de 6 m du slog op på kroppen – i alt 78 (82) m. Marker midten af de 6 nye masker; her laves de følgende indtagninger, ved at strikke 2 m sammen på hver side af markeringen.

Lav 12 sådanne indtagninger (tag altså ialt 24 m ind) jævnt fordelt over de næste 35 (36) cm. Du ender med 54 (58) m på omg.

Når arb måler 35 (36) cm fra de 6 opslåede m (tilpas om nødvendigt stribemønsteret) skifter du til rundpind 5, og tager 14 (16) m ind jævnt fordelt på første omg. Strik herefter rib (1 r, 1 vr) i 11 cm over de resterende 40 (42) m. Luk elastisk af.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Montering
Buk kraven om mod vrangen, og sy opslagskanten fast til den sidste omg rib.

Hæft alle ender, og damp arb let. Hvis du vil, kan du sy en tynd elastik gennem toppen af kraven – så holder den sig bedre på plads.

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. Den er super flot 🙂 kh. Birgitte

    1. Tak Birgitte! Den er også super nem at strikke

  2. susanne says:

    Hej Pia
    Super fin bluse! og rigtig fine opskrifter du i øvrigt har!
    Jeg er nybegynder indenfor strik og har indtil nu bevæget mig i genren, klude og huer 🙂
    Havde egentlig tænkt at strikke din Candyfloss og har købt Air til netop denne.
    Men jeg er ret vild med især halsudskæringen på Sommersky. Hvad tænker du om ren Air til denne?
    Dbh
    Susanne

    1. Tusind tak, Susanne!
      Man ville sagtens kunne strikke denne i ren Air. Jeg valgte jo garn ud fra hvad jeg havde i restekurven 🙂
      Du skal bare være opmærksom på at strikke på p. 6 (som opskriften også angiver), og tjekke strikkefastheden. Du må meget gerne dele et billede af den færdige bluse – jeg tror den bliver rigtig flot!

  3. Birthe says:

    Hej Pia.
    Skøn hjemmeside du har. Jeg har lige strikket din Candyfloss sweater i Drops Air garn. Meget fin opskrift, men har et problem som jeg håber du kan hjælpe mig med. Jeg kan pt ikke bruge sweateren, idet alt mit tøj er fyldt med fibre efter brug. Har haft vasket den, og prøvet at lægge den i fryser, men intet hjælper. Har du måske et godt tip, så jeg kan få glæde af min trøje.
    Vh
    Birthe

    1. Hm… jeg synes faktisk ikke Air er så slemt til at fælde (derfor foretrækker jeg det også for ren mohair), men udover at vaske og putte i fryser ved jeg ikke hvad man kan gøre. Måske hænge den til luftning udendørs? Håber du finder en løsning!

Comments are closed.