Strikket påskehare

Nå. Ankom til vores lille private hjørne af Paradis med høje forventinger om lange gåture i det knitrende sprøde italienske forår, gode bøger i sofaen og lidt romantisk én-til-én tid, og fandt… en vandskade. Så vi tørrer op, smider ud, og krydser fingre for, at vi får styr på det hele.

Godt da, at jeg havde påskepynten med hjemmefra. Det er for så vidt kke fordi jeg går vildt meget op i påsken, men omvendt så bør en højtid, der primært handler om at spise chokolade og holde et par ekstra fridage, da hædres på en eller anden måde. Min påskekylling fra i onsdags så lidt ensom ud, så derfor lavede jeg (hjemmefra, heldigvis) også en strikket påskehare, som kan holde den med selskab, og den får I opskriften på idag. Den er inspireret af de små katte, mine unger fik at lege med, da de i sin tid gik i Steiner-børnehave. De blev lavet af små strikkede firkanter, som blev syet sammen, pyntet og stoppet ud. Jeg ved ikke, hvor ideen oprindeligt stammer fra, men jeg har altid været vild de katte, og nu er de så genopstået som påskeharer.

Påskeharer er jo som oftest så høflige at præsentere sig i mere behagelige farver end påskekyllinger – brun er helt generelt bare lidt nemmere at få plads til end påskegult – men jeg har nu alligevel valgt at lave min i råhvid. Min påskehare; mig der bestemmer.

Opskrift på strikket påskehare

Jeg har brugt Garnstudios Melody (rester fra min islandske sweater), og strikket det på helt fine pinde nr. 3, for at sikre at min påskehare holder faconen. Der går ganske lidt garn til, bare en lille rest.

Krop
Slå 28 masker op, og strik glatstrik til du har et kvadrat (mit måler 14 x 14 cm, men det kommer sig ikke så nøje). Luk af.

Hoved
Slå 14 masker op, og strik glatstrik til arbejdet måler ca. 10 cm. På de næste tre pinde laver du harens snude:
1. pind (fra retten): Strik 6 m ret, i de næste 2 masker tages 1 maske ud i hver, strik 6 masker ret.
2. pind: Strik alle 16 masker vrang.
3. pind: Strik 6 masker ret, de næste 4 masker strikkes sammen 2 og 2, strik 6 masker ret. Du er nu tilbage til de oprindelige 14 masker.

Strik glatstrikning til arbejdet måler 14 cm, og luk af.

Ører (strik 2)
Slå 4 masker op, og strik 10 pinde ret. Luk herefter 1 maske ind i starten af hver pind, til alle masker er lukket af.

Hale
Lav en lille pom-pom.

Montering

Sy kroppen sammen som vist på billederne, og stop den ud. Kig på billederne mere end én gang, før du syr – jeg starter altid forkert, og ender med at måtte pille op… – det er nemlig ikke helt indlysende, hvordan enderne skal foldes.

Sy hovedet sammen som vist på billederne. Husk at forme snuden, når du putter fyldet i. Broder snude og øjne på, og sy ører og hale fast.

Måske vil du også læse...