Anmeldelser, Bøger

Takt og tone til tiden

Hvis der er noget, der virkelig kan få mig helt op på det litterære begejstringsbarometer (ja, det findes), så er det bøger, som skaber debat. Bøger man kan tale om, og bøger man kan være uenig med og om. Og præcis sådan en bog er Takt og tone til tiden.

Pia Fris Laneth og Jytte Hilden har redigeret bogen, som har bidrag fra 13 meget forskellige skribenter. Den er en fejring af, at Emma Gads Takt og tone i år bliver 100. En høj alder for en ærværdig dame, skulle man mene, men ikke desto mindre er store dele af bogen stadig bemærkelsesværdigt relevante. Vi har desværre stadig brug for at vise “Forsigtighed med at lade Deres opvoksende Datter gaa alene paa Gader og Vej, særlig paa øde steder, hvor der kan ske hende de mest gruopvækkende Ting”, og rådet om ikke at lade sig “helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale” er formentlig endnu vigtigere i dag, end forfatterinden nogensinde havde forestillet sig.

takt og tone til tiden

De 14 kapitler behandler stort set alt det, vi sådan lige går og tumler med; hvordan omgås man sine forældre, sine kolleger, sine børn, kærester, de fremmede man møder på sin vej. Den kommer omkring mange almindelige udfordringer fra vores hverdag, og der er taget med gavmild hånd af kassen med De Tunge Ting. De dér ting, som er så svære at tale om, at vi enten lader være, eller udelukkende debatterer dem i ophedede vendinger, allerhelst gemt bag en skærm. Og ja; internetdebatter er ét af emnerne, men vi berører også så vanskelige temaer som børneopdragelse, sammenbragte familier, sammenbragte kulturer, forholdet mellem generationerne, og meget mere.

Bidragene tager afsæt i vores nutid, men trådene trækkes meget fint tilbage til admiralinden. I kapitlet om, hvordan vi opdrager vores unge til at være ansvarlige i forhold til deres seksualitet, sætter Anna von Sperling for eksempel spørgsmålstegn ved, hvor langt vi egentlig er kommet de sidste hundrede år. Har vi lagt myten om kvinden som den afventende, den som skal kurtiseres og overtales, fra os?

Det er vigtigt at piger tør sige nej, lige præcis når de mener det, men målet må i lige så høj grad være, at de lærer at sige højt og tydeligt ja. Uden at forvente dyds-opretholdende nøden fra deres potentielle sex-partner.

Hun peger på to vægtige grunde til, at det er svært for de unge at navigere i det seksuelle landskab. For det første er det formentlig det eneste område, hvor de ikke kan se på voksne, for at finde ud af, hvordan man bærer sig ad, og for det andet mangler vi et godt sprog, som kan bruges både mellem børn og voksne, og de unge imellem.

Jeppe Bundsgaard skriver også om sprog. Han opfordrer til, at vi gør os umage, når vi “fortæller de andre frem”. Vi skaber andre, når vi fortæller deres historie – og vi er selv sårbare overfor andres fortællinger. Det er utroligt vigtigt at huske på, særligt når vi skal begå os i en digitaliseret verden, hvor der desværre er ved at udvikle sig en kedelig tendens til, at man tilsyneladende finder det helt i orden at udspy sin galde over andre, så længe det sker i det relativt anonyme digitale rum.

Takt og tone til tiden er god at blive klog på. Både fordi forfatterne kommer med kloge, velafprøvede råd, men også fordi den i så høj grad lægger op til, at man gør stoffet til sit eget. At man tager sig tid til at afprøve sine egne holdninger, og på den måde finder sin egen måde at navigere igennem det hektiske kaos vi kalder livet på, inspireret af deres fine oplæg.

Tusind tak til forlaget Frydenlund for en interessant bog, der i hvert fald har sat gang i diskussionerne i dette lille hjem!

Måske vil du også læse...