Er taget ud af modbydelig influenza, som ellers kunne skulle have ramt mand, barn og ældre familiemedlemmer. Ikke i orden. Fandt dog en spøjs sag i mine arkiver, som jeg vil dele i dagens anledning: tørrebolde!
Ja, okay – det er en lidt skør ting, men bær lige over med mig. Er der ikke andre end mig, der er trætte af skyllemiddel? Jeg synes det gør tarvelige ting ved både mit tøj og miljøet (og så kan man jo diskutere, hvad der er værst…), men gider omvendt heller ikke hive dynebetræk, der er stive som brædder, ud af tumbleren. Svær at gøre tilpas 😉
Jeg læste om, hvordan brugen af tørrebolde i tumbleren kunne både gøre tøjet blødere og speede tørringen gevaldigt op, og det skulle prøves. Med et lidt kynisk drag om munden, naturligvis – for man tror jo ikke på hvad som helst. Men hør lige her: det virker! Tørrebolde af uld skubber til stoffets fibre, hvorved de bliver blødgjort, og selve det at have bolde hoppende rundt i tromlen holder tøjet fint fordelt, så det tørrer hurtigere. Og det er ganske vidst!
I skal selvfølgelig ikke bare tage mig på mit ord (eller jo, det kan I sådan set godt, men det bliver jeres vasketøj ikke blødere af). I skal prøve det.
Man laver ganske enkelt bare et lille rundt garnnøgle af uldgarn, og hæfter den løse ende omhyggeligt ved at sy den igennem garnnøglet på kryds og tværs. Garnet skal være 100 % uld, og det må ikke være superwash-behandlet – hele ideen er nemlig, at man filter sit garnnøgle, så det bliver til en hård bold. Og lige netop det der med Superwash-behandlingen gør, at man ikke bare kan bruge hvilken som helst rest fra kurven. Jeg havde ellers et nøgle tilbage fra min klassiske, irske sweater, som jeg først forsøgte mig med. Spild af tid. Superwash-behandlet uld filter ikke…
Put garnnøglet ned i bunden af en nylonstrømpe, slå knude på, og kør herligheden igennem en god, varm vask (sammen med for eksempel sengetøj eller håndklæder). Når den kommer ud igen, kan du pakke din første tørrebold ud af strømpen!
Jeg bruger 2-3 tørrebolde, så de kan komme omkring i hele tromlen. Og hvis du savner duften af skyllemiddel (kommer aldrig til at ske for mig), kan du putte lidt parfume eller æteriske olier på boldene inden brug. God fornøjelse!