Jeg læste for nylig om de nyeste boligtrends. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for min bolig er omtrent så langt fra trendy, som man kan forestille sig, men altså… Det er lidt som med mit tøj; jeg kan godt lide at være opdateret på, hvad der foregår i resten af verden, selvom jeg har fundet mig til rette i mit eget lille univers, med min egen stil. Hvorom alting er, så kunne jeg læse, at de grønne planter er på vej ud.
Det kommer så ikke til at ske her i huset, for nøj, hvor jeg elsker mit driverhus. Noget så hyggeligt jo, med lidt grønt og levende omkring sig, og så har jeg endda fået en forunderlig åbenbaring: Jeg kan godt holde liv i grønne planter. Tænkte ellers at jeg havde ‘Dødsfingre’ i stedet for grønne fingre, og at alt ville forkrøbles og bukke ud efter at have været overladt til min nåde en tid – men tænk engang, de trives og gror!
I sidste uge viste jeg jer planterne i mit soveværelse, som oprindeligt var købt som små, fine vindueskarm-udsmykninger, men som i den grad var vokset ud af deres opgave. Rigtig mange af mine planter er groet ud af vindueskarmene, og det er fint med mig, for jeg bedre lide at have dem alle mulige andre steder – selvom jeg ikke har tømt vindueskarmene fuldstændig!
Jeg kan meget bedre lide at hænge dem op, som her hvor min væddeløber (Chlorophytum comosum) udfolder sin frodighed. Væddeløbere kaldes Dårlige Mødre på spansk fordi de smider deres unger ud af reden, men jeg synes Gode Venner ville være et bedre navn. Nøj, de er nemme! Faktisk tror jeg slet ikke det kan lade sig gøre at slå dem ihjel – det er som at have skvalderkål i stuerne.
Mine grønne planter står rundt omkring på gulve, hylder og borde, og min reol er proppet med små stiklinger. Fredsliljen (Spathiphyllum wallisii) foran terrassedøren er en rigtig værtshusplante – den finder sig i nærmest alt, og når den bliver alt for tørstig, gør den pænt opmærksom på det ved at falde lidt sammen.
Over spisebordet hænger to planter, som jeg ikke ved hvad hedder. De minder om Guldranker (Epipremnum aureum), som jeg også har en masse andre steder, men disse her har helt grønne blade. Uanset navnet, så er de ligeså nemme som Guldrankerne; bare en sjat vand i ny og næ, når humøret er til det.
Jeg er vild med min Pileas (Pilea Peperomioides) nye plads, lige foran spejlet i entreen. Den ser virkelig frodig ud når den sådan genspejles, og den er så fordringsløs som nogen. Hvis jeg glemmer den smider den et par blade, jeg kvitterer med lidt væske, og alt er godt igen.
Det er så festligt at lave nye planter, og alle mine stueplanter formerer sig villigt. Flere er også små stiklinger, jeg har hjembragt fra rejser, som for eksempel mine Cowboy-kaktus (Euphorbia Eritrea) her. De stammer fra Rio de Janeiro, og er blandt mine fineste souvenirs.
Når man læser om formering af kaktus og sukkulenter kan det virke temmelig indviklet, med forudgående tørring, særlige jordblandinger osv. Jeg brækkede et stykke kaktus af, lagde det i kufferten, og proppede det i en potte da jeg kom hjem. Helt uceremonielt, men tilsyneladende virkningsfuldt. Tænker også, at det var en god måde at introducere de nye levevilkår på.
Og så tilsidst noget sjovt: mine grønne planter finder ind imellem på at blomstre! I øjeblikket blomstrer både min Aloe Vera og Svigermors Skarpe Tunge (Sansevieria trifasciata), og det er da lidt fint. Mit Paradistræ har også blomstret en enkelt gang, og Fredsliljen gør det nærmest hele tiden, men blomster er ikke en betingelse for min kærlighed – jeg er glad, bare de er grønne og frodige, og de ryger ikke ud foreløbig, uanset hvad moden foreskriver!
