Fastelavnsboller

Februars fornemmeste kvalitet er, at det er den måned hvor det ikke bare er okay, men faktisk nærmest sådan lidt påkrævet, at man fylder sig med fastelavnsboller!!! Mums, altså. Jeg knuselsker fastelavnsboller, og jeg er generøs med min påskønnelse – jeg propper mig glad og gerne med alle slags, både de gode gammeldags, og de moderne wienerbrødsagtige.

Skulle jeg ende i den grufulde situation at jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg nok ende med de gode gammeldags. Tror jeg. Hmmm? Jo, det ville jeg. De rigtig lækre, hvor bollen er lifligt krydret, og fyldt til randen med gode, søde sager.

Jeg har eksperimenteret, og er kommet frem til det, jeg synes er den Ultimative Fastelavnsbolle. Uha, den er god – og hvis du føler dig gavmild, kan den jo eventuelt deles med feststemte børn (men det er ikke et krav). På fredag skal jeg have boller med til barnevidunderbarnets tøndeslagning, så der bliver jeg nok nødt til at dele 😉

Dejen
er en helt traditionel bolledej; sød og blød, med masser af smør. Den er så, i anledning af højtiden, blevet krydret med alt det hyggelige der dufter af barndom.

1 ½ dl sødmælk
2 spsk sukker
50 g gær
100 g smør
2 æg
7-8 dl hvedemel
korn fra 1 vaniljestang
1 tsk kardemomme
2 tsk kanel
½ tsk salt

Lun mælk og sukker, og rør gæren ud heri. Smelt smørret, og tilsæt det og æggene. Bland mel og krydderier, og ælt dejen godt sammen. Lad den hæve tildækket i ca. en time.
                           

Fyldet
er lidt mere specielt, for det består af kagecreme, remonce og marcipan, som blandes sammen.

Lav kagecreme, enten fra en pakke (i så fald bruger man et halvt brev), eller rørt sammen fra bunden.
Herefter laves remonce af 100 gram brunt farin, 100 gram blødt smør og 2 tsk kanel, som piskes sammen til sukkeret er helt opløst. Tilsidst røres 200 gram marcipan i små tern ind i massen, og det hele blandes med kagecremen.
Lad det stå i køleskabet, mens dejen hæver færdig.

Dejen rulles ud i omtrent 1/2 cm tykkelse, og der skæres firkanter af den. Læg en klat fyld på hver firkant, og luk så de små pakker grundigt sammen. Lad efterhæve en god halv time.

Bollerne pensles med et sammenpisket æg, og bages så 10-15 minutter ved 175 grader. Når de er kølet en smule af, pyntes de med glasur, krymmel, små chokoladepastiller eller hvad man nu har lyst til.

Bollerne er allerbedst lune, men de glider nu også ned efter de er blevet kolde…

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Mums, hvor ser de gode ud – og skønne billeder hele vejen igennem!

    1. Tak! Jeg tror faktisk omsider det er lykkedes mig at komme frem til smagen af barndom – min barndom, i hvert fald 🙂

Comments are closed.