Fødselsdags Snapshots

Dette er egentlig et lidt sørgmodigt indlæg, da det jo markerer slutningen på min fødselsdagsuge. Men det er nu ikke så galt endda. Jeg elsker at have fødselsdag. Jeg holder så meget af det, at jeg faktisk også er ok med at blive en smule bedrøvet, når det er ovre. For det sker jo snart igen.

Udover opvarmning til Den Store Dag har ugen mest budt på små, praktiske opgaver. Den slags, som jeg glad og gerne udsætter, indtil der er så mange af dem, at det bliver en fest, når de er fra hånden. For på den måde bliver de lidt kedelige gøremål jo til deres helt egen fest, og fest kan jeg godt lide. Jeg har med andre ord rendt en del omkring i ugens løb, men jeg har sandelig også hygget mig. Jeg har taget det vidunderlige novembervejr til mig, og nydt de mange nuancer af grå, som himlen byder på. Jeg har puslet omkring med familien, og der har ikke været store, skelsættende begivenheder, som skulle konkurrere med min dag.

Jeg har i øvrigt fået ny telefon i fødselsdagsgave, og den er altså totalt optur. Kameraet i den nye iPhone er genialt, intet mindre. Jeg tager alle mine billeder med telefonen, også selvom jeg har adgang til bedre udstyr – jeg har nemlig måttet sande, at det bedste kamera er det, du har ved hånden. Og det gælder meget sjældent det store, klodsede kamera med de mange fine indstillingsmuligheder – men det gælder stort set altid min telefon. Nu kan jeg tage vidvinkel-billeder med den, og endda smugfotografere mit sovende barnemirakelbarn i buldermørke. #stalking

gråt hår

Ugens skønhedsfavorit
Endnu en optur: SachaJuans Anti pollution shampoo og conditioner. Jeg har jo i mange år undgået sulfater og silikone i min hårpleje, men da jeg besluttede at lade min naturlige grå farve komme frem, blev det noget af en udfordring. Jeg kunne ikke finde gode produkter til gråt hår uden sulfater og silikone, og tilbragte en rum tid med flere dårlige hårdage end rimeligt er. På et tidspunkt prøvede jeg så SachaJuans silver-produkter, og blev meget begejstret. De indeholder godt nok sulfater og silikone, men de gør ikke desto mindre mit hår medgørligt, så efter mødet med dem, droppede jeg hele Curly Girl-ideen.

Imidlertid synes jeg godt, at mit hår kan ‘dø’ en smule af for mange silver-produkter. Det bliver lidt glansløst, og får ind imellem en anelse af et lilla skær – men nu er også dét problem løst. SachaJuans Anti pollution-serie beskytter hårets farve, og danner en forureningsbarriere som skåner hovedbunden for ophobning af hårprodukter, samtidig med at det udglatter overfladen på hårstråene, så forureningspartikler og dårlig lugt ikke sætter sig. Som alle andre SachaJuans produkter har de en vidunderlig, diskret og meget ren duft, som holder længe i håret. Jeg bruger denne serie én gang om ugen, og silver-serien den anden gang – og mit hår elsker det! Serierne kan begge købes hos Matas og Magasin, og de kommer med de varmeste anbefalinger herfra. Nu mangler jeg så bare at finde en virkelig god hårkur – tip mig gerne, hvis du kender en kraftig, fugtgivende kur til groft og uregerligt hår!

Næste uge skal jeg en tur ned til mit Loveshack. Mit skønne lille sommerhus, som skal gøres klart til vinteren. Vi skal have frostsikret hele herligheden – og vi skal finde en nem måde at gøre det på, for jeg har ingen planer om at holde mig derfra indtil foråret! Og så skal jeg have pakket den store kuffert, for vi skal til Dubai. Faktisk regner jeg med at bruge mit gamle trick med at pakke mine ting i en lille kuffert, som jeg så pakker i en stor kuffert. På den måde har jeg dejlig meget kuffertplads, når jeg skal hjem igen – og kender jeg Dubai og mig selv godt, bliver der brug for det 😉

Måske vil du også læse...

10 Comments

  1. Tina says:

    Der skal lyde et stort forsinket men dejligt tillykke med fødselsdagen 🙂
    Så sødt et mirakelbarnebarn 🙂
    Nyd dit tætteste 🙂

    1. Tak, Tina. Det tætteste er det allerbedste ❤️

  2. Fru Moll says:

    Dejligt med en ny telefon, og du har ret! det bedste fotoapparat er det, man har ved hånden! Udover billeder af mine børnebørn tager jeg mange screenprint af opskrifter, bogforlag, gode idér osv. , og hvis jeg ser noget spændende, hvis jeg f.eks. er i butikker!
    Mht. hårpleje anbefalede én af mine veninder saltvandspray til mit p.t lidt livløse blonde hår! Købte én uden parfume hos Helsekosten, og det er noget af det bedste, jeg har brugt til mit hår i mange år! Jeg bruger det, når jeg har vasket år, inden jeg blæser det tørt! Fortsat god søndag!

    1. Hvor sjovt – jeg tager også rigtig mange screenprints, af alt muligt inspirerende. Nogen gange samler jeg dem bagefter til mood-boards, andre gange fører jeg oplysningerne over i en note (hvis det fx er en bog).
      Saltvandsspray er desværre ikke så godt til mit stride hår. Lokkerne bliver om muligt endnu mere grove og uregerlige af det – suk…
      Hav en dejlig uge 🙂

  3. Anette Holmgren says:

    Hej.
    Den smukke grå strik, som du har på, på et af billederne, har du en opskrift på den?
    Mvh Anette

    1. Det er såmænd min 1981 med lange ærmer: https://fiftyfabulous.dk/1981-vinterversion-med-lange-aermer/ – her strikket op i Brushed Alpaca Silk. Den er nem at strikke, og super anvendelig!

  4. Tillykke – og rigtig god ferie! Den by, gad jeg så gerne se.

    1. Tak Det er et helt særligt sted, bizart på mange måder, men også sjovt – og specielt Abu Dhabi er også meget anderledes end hvad man ellers ser.

  5. Gratulerer med overstått fødselsdag og gratulerer med ny fin mobil, og til slutt god ferie og reise til Dubai.

    1. Tak ❤️ Hver gang jeg flyver med SAS, håber jeg at se dig – det er da dem, du arbejder for, ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.