Hjemme hos Frk. T

De af jer, som har fulgt bloggen fra starten, kender allerede Frk. T. Hun er min veninde, som var med til at starte FiftyFabulous i sin tid – og min bofælle i vores soon-to-be Oldekolle. Lige om lidt er der nemlig ikke længere nogen beboere her på Højgård, som er under 50, og så er det vel rimeligt nok at tale om Olde-kolle? Noget helt andet er, at gården selv er trådt ind i de meget velvoksnes rækker i år, hvor den er fyldt 100.

Anne (som hun også hedder) har haft en del forskellige hjem i den tid, jeg har kendt hende, men én ting har de alle haft til fælles: de har været über-cool, herlige steder, fyldt med tilbagelænet hygge og pragtfulde små skatte – kort sagt; vidunderlige steder at være.

Nu bor hun så her, og det er uden tvivl det bedste der nogensinde er sket for gården. Hun bor i den midterste længe, der hvor der først var vognport, siden grisesti, og så hjem for svoger og svigerinde, min mor, og begge mine sønner – altså sådan lidt på skift.

Og endnu engang har hun skabt et herligt hjem, som jeg har fået lov at invitere jer med ind i.

Man kommer direkte ind i køkkenet fra gårdspladsen. Det er et gammelt Ikea-køkken som har fået en gang grå kalkmaling, og nu står super lækkert på den finurlige måde.

Der er en hyggelig køkkenkrog, hvor man kan være forbavsende mange mennesker forsamlet omkring rullebordet.

Spisebordet er placeret lige foran de store dobbeltdøre, så lyset kan strømme ind – og så man kan nyde udsigten til gårdspladsen.

Frk. T er verdensmester i loppemarkeder – noget man tydeligt ser i hjemmets mange fine ting. Men hun er også verdensmester i Begrænsningens Kunst, og det er næsten endnu vigtigere. Alt hvad der står fremme i hjemmet, har en betydning; alt er elsket, og alt bliver brugt.

Den pragtfulde flyder af en sofa, som har lagt øre til mange, lange snakke. Hvis sofaer havde ører… Det er en modulsofa, og der bliver jævnligt rykket rundt på delene, så den hele tiden kan være bedst til det, den nu engang skal bruges til – at slappe af. Også den har fået plads i sollyset, under de små vinduer, lige ved siden af havedøren.

Soveværelset har fået koksgrå vægge, med kalkmaling som er vasket på. Næsten helt som vi gjorde i 90’erne – og så bare med et lækkert nutidigt strøg.

Haven er et kapitel for sig. Frk. T har fingre så grønne, at man slet ikke forstår det. Det nyder både vores fælles gårdsplads og min, noget forsømte, have godt af, men i hendes egen have har hun skabt noget, der minder om et mirakel. Da hun overtog ‘haven’ (i citationstegn, for det mudrede, forblæste jordstykke fortjente knap betegnelsen), var den mindre end optimalt indrettet. Nu er den genopstået som en skøn, stemningsfuld oase af små hyggekroge og herlige bede, som selv en drivhusplante som jeg elsker at være ude i.