Vores spiseplads er forbindelsesleddet mellem køkken og stue i det store rum som udgør nærmest hele vores stueetage. Der er kun få skridt fra køkkenbord til spisebord på denne måde, og yderligere kun få skidt fra spisebord til sofa 😉
Det er lidt svært at se vores lamper, men der hænger altså tre glaspendler over bordet, og ned imellem dem hænger der (selvfølgelig) grønne planter, i mine hjemmelavede planteophæng.
Ved siden af bordet har vi et gammelt skolekort hængende. Jeg elsker at det giver en smule farve til vores monokrome hjem, og så giver det nærmest altid anledning til spændende samtaler over maden. Hvor har vi været, hvor kunne vi tænke os at komme hen, hvor meget har verden forandret sig – og hvor gammelt er mon kortet? Det lykkedes faktisk at tidsfæste det indenfor et par år, ved at se på hvordan landenavne og ditto grænser har ændret sig; det er fra de tidlige 70’ere. Altid godt med en gimmick der kan aflede opmærksomheden fra maden, når det er Den Udygtige Husmor der har kokkereret 😉