Hønsestrik

 

 

Hønsestrik er mit bud på en hyggelig tur ned ad mindernes sti. Tilbage til dengang hvor alle strikkede, store og små, mænd og kvinder – og hvor alle regler blev tilsidesat, så man frit kunne boltre sig i farver og mønstre.

Jeg er endt med en vidunderlig, let bluse med korte ærmer, og et mønster man kun kan blive i godt humør af. Det var noget så herligt at strikke den, og det er mindst lige så godt at bære den, nu hvor den er færdig. Den gør mig ganske enkelt i godt humør, med sine fine mønstre og skæve farvesammensætninger – og så er den så blød som en hundehvalp der har rullet sig i smør.

Jeg har lavet den med korte ærmer, så den kan bruges gennem stort set hele den danske sommer. Lige nu bruger jeg den som regel med en let cardigan eller jakke over, men på de dage (de der DAGE…) hvor jeg render ekstra varm, behøver jeg ikke andet end den.

Den strikkes oppefra og ned, så man nemt kan prøve den undervejs. Hvis nogen skulle have lyst til lange ærmer, tænker jeg at det er ret nemt bare at strikke derudaf, og så tage lidt ind helt nede ved håndleddet, inden man strikker ribkanten.

hønsestrik

Størrelser: s – m – l – xl

Overvidde: 100-110-115-121 cm

Længde: 61 – 63 – 65 – 68 cm

Pasform: Hønsestrik er designet til at blive båret med ca. 2-3 cms bevægelsesfrihed. Det betyder at du, for at få en pasform som vist på billedet, skal vælge din størrelse ved at måle dig selv om brystet, lægge 2-3 cm til, og strikke den størrelse der kommer tættest på resultatet.

Garnforbrug:
Hønsestrik lægger jo faktisk op til, at man får ryddet lidt op i resterne. Hvis du gerne vil have den i farver som på billederne, skal du bruge flg:
2-2-3-3 nøgler Drops Alpaca farve 506 (grå)
1 nøgle af hver af mønsterfarverne – Drops Alpaca farve 9025 (hasselnød), Drops Fabel farve 910 (overvejende turkisblå) og endelig 50 gr Én fjer på basen Dug.
Man bruger slet ikke det hele, og får således en masse herlige rester, som kan bruges til næste projekt!

Pinde: rundpinde 2,5 og 3,5

Strikkefasthed: 23 x 30 omg glatstrik på p 3,5 = 10 x 10 cm
Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.

hønsestrik

Halskant
Slå 100-108-116-124 masker op på rundpind 2,5 med hasselnød. Sæt en markør ved omgs begyndelse (midt bagpå), og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr). Skift til rundpind 3,5, og tag ud til 114-120-126-132 m.

Bærestykke
Strik vendepinde for at forhøje blusen bagtil:
1. p: strik 14-16-18 masker ret forbi mærket, vend
2. p: strik 28-32-36 masker vrang, vend
3. p: strik 42-48-54 masker ret, vend,
4. p: strik 56-64-72 masker vrang, vend
5. p: strik ret frem til markøren.

Strik herefter mønster 1 i den relevante str (str xl følger samme diagram som str l), og lav udtagninger som mønsteret viser undervejs (de blanke felter i diagrammerne er masker som ikke er strikket op endnu).
Der er 19-20-21-22 mønsterrapporter, og du tager ud 10 gange – i alt 190-200-210-220 m, så du ender med 304-320-336-352 m på omg.

Strik en omg med hasselnød, hvor du tager 16-28-24-24 m ud jævnt fordelt på omg. Du har nu 320-348-360-376 m på omg. Strik mønster 2.

Mønster 2, alle str
dallas mønster

H = hasselnød
G = grå
P = pink
T = turkisblå

 

Opdel til ærmer og krop
Strik de første 52-58-60-64 masker, sæt de næste 56-58-60-60 masker på en tråd til ærme, strik de næste 104-116-120-128 masker, sæt de næste 56-58-60-60 masker på en tråd til ærme, strik de resterende 52-58-60-64 masker på pinden.

Krop
Slå 12 nye masker op i mellemrummene mellem for-og bagstykke (altså der hvor du har masker til ærmerne på tråd). Der er nu 232-256-264-280 til kroppen. Marker midten af de 12 nye masker du har slået op i hver side. Strik videre rundt i grå.
Når arb måler 5-7-9 cm fra mønsteret er slut, strikkes næste omg således:

Strik frem til 2 masker før første markering under ærmerne, strik 2 r sammen, strik 2 r drejet sammen, strik frem til 2 masker før anden markering under ærmerne, strik 2 r sammen, strik 2 r drejet sammen, strik frem til omg begyndelse (4 masker er taget ind).

Denne indtagning laves i alt 3 gange, med 1,5 cms mellemrum. Du har nu 220-244-252-268 m på omg.

Når arbejdet måler 56-58-60-62 cm tages der 14 m ind, jævnt fordelt over omg. Skift til rundpind 2,5 og strik 6 cm rib. Luk elastisk af.

 

Ærme
Sæt ærmets 56-58-60-60 masker fra tråden i den ene side på rundpind 3,5 og saml 14 masker op i nye masker, som blev slået op under ærmet. Du har så 70-72-74-74 masker på omg. Strik 1,5 cm med grå.

Skift til rundpind 2,5. Strik 3 cm rib (1 r, 1 vr), og luk elastisk af.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Montering
Hæft alle ender, og damp arbejdet let.

 

Måske vil du også læse...

23 Comments

  1. Anette Lund Andersen says:

    Hvor er din hønsestrik smuk.
    Men desværre lidt for lille .
    Det vil være fantastisk hvis den kunne laves større, er det muligt ud fra mønsteret at lave den større ?
    Et stort tak for alle dine opskrifter. Det er en fornøjelse at strikke efter dem.
    Anette

    1. Jeg burde kunne sætte en ekstra mønsterrapport ind – hvilket brystmål kunne du tænke dig? Så ser jeg på det!

      1. Anette Lund Andersen says:

        118 cm.
        Tusind tak

        1. Så er der en størrelse mere på – den burde være helt rigtig til dig! God strikkelyst 🙂

  2. Anette Øgaard Petersen says:

    Hej Pia !

    Jeg udarbejder for det meste selv mine opskrifter, og strikker da Top-Down med raglan. Der har jeg fundet en fordelingsnøjle med udtagning ift ærmer og krop.

    Jeg ville også gerne kunne strikke med mønstret bærestykke, som du har vist her.

    Har du et bud på hvor mange masker der tages ud pr omgang, og hvor ofte, sådan generelt set ?

    ********
    Endnu engang tak for en fantastisk blog, med dejligt mange opslag. Du tager nogle rigtigt god emner op, som jeg føler er “spot-on”.
    Og hvor er det svært i disse Corona-tider ikke at se sine børn, der er fløjet hjemmefra, når jeg i forvejen lider af “empty-nest-“- syndrom. Så er det godt at fordybe sig i strik !!

    De bedste hilsner fra Anette

    1. Tusind tak for dine søde ord! Det er så dejligt at høre, at du kan bruge det jeg skriver – nogen gange kan det jo godt føles som at skrive ud i det blå 🙂 Og ja, det er hårdt ikke at se sine børn! Jeg synes det specielt svært at tænke på ældstesønnen og hans hustru og lille baby, som sidder over i USA. Ingen ved, hvornår vi kan se dem igen, og det er bare skræmmende med et så fremmed land, når det hele ramler… Men også dette får en ende, og det minder jeg hele tiden mig selv om.
      Det er da fantastisk at du selv kan beregne opskrifterne! Mht udtagningerne, så ligger langt de fleste i mønsteret. Der er 21 mønsterrapporter i den store str, så der tager man 21 masker ud på en omg, i alt 10 gange i løbet af mønsterstrikken. Derefter tager man 16-28-40 m ud jævnt fordelt på omg.
      Jeg håber dette hjælper – ellers må du endelig sige til!

  3. Hvor er den fin!
    Tak fordi du netop mindede om dette herlige udtryk. Som barn var mit absolutte yndlingssæt, et sæt bestående af knæsokker og matchende vest. I tæt og spraglet hønsestrik, forståes. Min farmor havde kreeret og jeg kan stadig se det for mig <3

    1. Åh ja, det var tider 😉 Hønsestrik var noget af det hyggeligste, og det er jo en oplagt mulighed for at få brugt noget af restegarnet!

  4. Amy says:

    Hvor ser den bare skøn ud (og klæder dig godt) Jeg får lyst til, at strikke den med det samme, ikke til mig selv (i første omgang) men til min datters svigermor. Hun har KOL, har aldrig røget 🙁 og må passe på, ikke at blive forkølet. For nogle år siden forærede jeg hende en lignende bluse, som hun bruger meget nu, så jeg havde bestemt mig til, at hun må få en til, så hun har noget at skifte med. Har haft flere bluser og veste i tankerne, og så kom denne som sendt fra himlen 😀 Jeg har lysegrønt Drops Alpakka liggende og nok i andre farver til bærestykket. Tusind tak for opskriften, glæder mig til at strikke den.
    Klem fra Amy <3

  5. Anette Lund Andersen says:

    Stort tak for hjælpen. Glæder mig til at finde garn fra lageret og komme igang

  6. Anette Øgaard Petersen says:

    Hmm , det er ikke så imponerende at jeg selv laver mine opskrifter, faktisk bunder det i, at jeg har svært ved at forstå en opskrift
    Og også at jeg kan lide at designe og beregne mine egne modeller i stedet for at gå rundt med en kendt designers værk.

    Det jeg søger er “udtagnings- takten “ i forhold til antal masker i halsen, og det ønskede antal i kroppen. Hvordan fordeles disse udtagninger, er det for hver 10. Omgang du tager 21 masker ud fordelt rundt på pinden 10 gange, og dernæst udtages et mindre antal masker ( eks 18 masker ud ) på hver 4. Omgang ?

    Håber mit spørgsmål giver mening. Det er for at forstå det helt generelt
    Hilsen Anette

    1. Du kan faktisk se udtagningstakten af mønsteret på denne. Almindeligvis tager man mere ud i starten, og mindre sidenhen, men her har jeg fordelt det ligeligt for at få det til at passe med mønsteret.

  7. Anette Øgaard Petersen says:

    Tusind tak for hjælpen ,nu faldt ti-øren for mig !
    Og det er et meget smukt mønster, og skønne farver du har sat sammen !

  8. Connie Georgi says:

    Hej
    Rigtig fin bluse, kan det passe at jeg skal lave strikkeprøven på pind 5?
    Venlig hilsen Connie

    1. Nej, det er da en fejl!! Det er pind 3,5. Er rettet i opskriften nu – tak fordi du fangede den!

  9. Camilla says:

    Hvilket mønster report skal jeg bruge til str. Xl?

    1. Hvis du læser i opskriften, står der at du skal følge samme diagram som til str l

  10. Lone says:

    Jeg forstår ikke det med udtagningerne ? Jeg kan ikke greje hvor i mønsteret de ligger ? Jeg kan kun se farver i mønsterrapporten og ikke udtagninger ? Jeg har nok ikke knækket koden ? Hjææælp 😉

    1. I diagrammet er der blanke felter i starten – de blanke felter er masker som ikke er strikket op endnu. Med mellemrum får et af de blanke felter en farve. Når det sker, skal du tage en maske ud, så du kan strikke alle de farvede felter/masker.

  11. Lone says:

    Ok tak….Jeg tror at jeg forstår. Første gang det sker…er med grå…så jeg tager så ud med den grå farve een gang i starten af rapporten runden rundt ?

    1. Præcis 🙂

  12. Lone says:

    Tusind……tusind TAK 🙂 Fantastisk service du yder og fantastiske opskrifter…..tak 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.