Hvis nu man er doven…

…altså sådan rigtigt doven. Sådan én, der overhovedet ingen fryd finder i fysisk udfoldelse, og hvis Happy Place er et sted, hvor man kun rejser sig for at rykke fra sengen til sofaen, og eventuelt for at gå på toilettet. Hvad så? Jamen, så er man måske så heldig at nogen forærer én et Fitbit, som skammer én til rent faktisk at få bevæget sig.

Fordi dovenskab er en… skal vi sige: ‘knap så god’ ting. Udover den sociale skam, der synes at være nært forbundet med dovenskab, så kan man også se frem til en syndflod (som i: en flod af fortidens synder) af livsstilssygdomme. Af den slags, som ingen gider have. Og det er jo træls, og det der er træls, må man finde en løsning på.

Jeg ved hvad jeg taler om, for jeg er i sandhed doven. Ikke mentalt doven, og bestemt ikke kreativt doven, men fysisk… Fysisk er jeg så doven, at det gør ondt. Bogstaveligt talt. Min ryg skaber sig fra tid til anden, og det er altid, hvor nødigt jeg end vil indrømme det, direkte forbundet til dage med ekstraordinært lavt aktivitetsniveau *.

Heldigvis finder jeg stor fornøjelse i at konkurrere med mig selv, og det har vist sig at være min redning. For en måned siden forærede ham min elskede mig et Fitbit (jeg håber sandelig ikke, at der var skumle bagtanker med gaven. Det ville da være for tarveligt, ville det ikke?), og det får mig faktisk til at bevæge mig mere. Meget mere. Fordi konkurrence.

Fordi det er for sølle at have dage med under 10.000 skridt – i hvert fald når man får smidt i hovedet, at der altså er tale om dage med mindre end 10.000 skridt. Og fordi der er noget fint ved at kunne nyde sine pæne statistikker, som viser at man er om ikke naturligt aktiv, så i hvert fald disciplineret. Og ja, hvis ikke jeg er i mål med dagens skridt om aftenen, så rejser jeg mig ofte fra sofaen. Ikke med et saligt smil om munden, men hvad skulle jeg også bruge dét til? Det tæller jo ikke i statistikken… Men al denne sene aktivitet kommer faktisk med en ekstrabonus, i form af de smukkeste solnedgange og de gladeste hunde, og dét er jo ikke skidt!

fitbit

I ved det garanteret allerede, men altså: Fitbit er et kombineret smartwatch og aktivitetsmåler. En slags opdateret version af 80’ernes skidttæller, som kan vise mig hvad klokken er, og fortælle mig, når jeg får en besked på telefonen – men det kan også overvåge min hjerterytme (uinteressant), mit søvnmønster (ditto), og min aktivitet. Det sorterer alle disse informationer, og sætter dem op i nydelige kurver, så jeg tydeligt kan se, hvad det er jeg gør. Netop den fine præsentation gør det sjovt at konkurrere med mig selv – at prøve om ikke jeg kan få bare lidt flere aktive minutter end i går, lidt flere skridt, lidt flere trapper.

Desværre er Fitbit lidt af en grimrian. Eller, det er det vel ikke – det er jo bare en sort rem med en sort skive, men ikke desto mindre er det forvist til min ankel. Det lurer under mine strømper, og det passer mig helt fint. Det lader til at måle aktivitet ligeså nøjagtigt der som om håndleddet, men det har vist lidt problemer med hjerterytmen (som jeg så heldigvis er ligeglad med). Derfor forudser jeg et langt venskab med dimsen, selvom den sætter mig på mindst ligeså hårdt arbejde som mine ungers Tamagotchier gjorde i sin tid (jeg skulle altid babysitte dem, mens ungerne var i skole. Slog dem jævnligt ihjel, men valgte ikke at se det som en anmeldelse af mine moder-evner).

Er jeg den eneste i verden, som er luddoven af natur? Jeg føler mig ind imellem lidt alene i en verden af manisk bevægende sig-mennesker, som “bare slet ikke kan holde ud at sidde stille”, og “er du klar over, at fysisk inaktivitet er ligeså farligt for helbredet som rygning?”. Lad mig nu bare være – jeg skal nok…

 

* Når jeg skriver ekstraordinært lavt aktivitetsniveau, så mener jeg det. Hvis jeg tjekker Sundhedsappen på min telefon, så har jeg dage med 7 skidt. SYV. Ikke noget jeg er stolt af, men et faktum. Prøver at undskylde mig med, at jeg meget sjældent har min telefon på mig, men alligevel…

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Anette says:

    Kære Pia. Hvor er det dejligt at du skriver om dovenskab. Jeg har det præcis på samme måde som dig. Får slet ikke rørt mig nok og faktisk lagt mit ur fra mig, fordi det sladrer om min dovenskab. Jeg får strikket og syet, men det med at gå de 10.000 skridt hver dag. får jeg bare ikke gjort. Men inspireret af dit indlæg vil jeg prøve at tage mig sammen til at få det gjort.

    1. Så jeg er ikke den eneste! Det er egentlig rart – føler mig ofte alene med min dovenskab… Lad os følges ad i kampen for lidt flere skridt. Og måske også for retten til dovenskab 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.