Samtale-salon med Karen Volf kager.
I onsdags havde Karen Volf inviteret til samtale-salon, hvor vi talte om netop det at tale. At tale sammen. At udveksle, udfordre, uddybe, i stedet for bare at søge hurtige svar. For hånden på hjertet, så er det jo sjældent de hårde facts der interesserer os. Det der er særligt, er netop samtalen, samværet, det at opdage noget sammen.
Jeg elsker den gode samtale. Jeg elsker også min telefon. Hele mit liv ligger på min telefon, og jeg ville være noget nær hjælpeløs uden den. Da jeg i december indså, at jeg stod foran med en hel uge i sommerhuset i Italien uden wifi (forbistrede italienske udbyder), fik jeg en lille smule blodsmag i munden af rædsel.
Alle disse varme følelser til trods, så er jeg lidt træt af, hvad vores smartphones gør ved vores samvær. Jeg tænker, at vi er nødt til at tage udfordringen op, og lære at prioritere den gode samtale. Telefonerne ødelægger nemlig ikke kun vores samvær på den der indlysende dumme måde, hvor vi ikke kan lade være med liiige at tjekke, om der skulle ske noget (mere) spændende et sted ude i verden, når vi sidder overfor mennesker, som faktisk har afsat tid til at være sammen med os. Telefonerne spolerer også den gode samtale på mere subtile måder.
Kan I huske dengang, små hukommelseshuller eller uenigheder faktisk var samtalestartere? Det var dengang vi, hvis vi ikke lige kunne huske, hvornår Berlinmuren faldt, samlede vores ressourcer, og fik diskuteret og plet-husket os frem til resultatet ? med det resultat at vi ikke bare fandt ud af hvornår muren faldt, men også havde en fest undervejs. I dag er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at (mindst) en i selskabet vil være hurtig på fingrene, i løbet af et øjeblik have googlet sig frem til oplysningen, og dermed effektivt have lukket for samtalen. For hvad kan man egentlig svare på kolde fakta? Nå, ja…
Den gode samtale kræver opmærksomhed, engagement og en vis investering. Vi må bevidst skabe både tid og rum til samtalen, for den er af natur flygtig. Hvis vi ønsker at byde den gode samtale ind i vores liv, kan vi hjælpe den på vej, og det gøres jo allerbedst med (og alle der kender bare lidt til mig, bliver ikke overraskede nu…) kage.
Kage får os ned i tempo. Kage vækker minder om ro og god tid, om nydelse og nærvær.
Helt specifikt bringer Karen Volfs kager mig omgående tilbage til barndommen; til trygge dage med masser af tid at spilde på alt det skønne. Min mormor, som jeg elskede højt, og som jeg stadig, knap tyve år efter hendes død, savner så meget at minderne ind imellem bliver til sorg, serverede glad og gerne Karen Volfs kager ? både småkagerne, de franske vafler, og chokoflagerne (de der pragtfulde runde havregrynskager med chokoladefyld). I mine første år som nyslået husmoder, var det især chokoflagerne der måtte holde for, når jeg inviterede til fødselsdag, eftermiddagskaffe eller fredagshygge, og de gjorde det godt! Mine dejligste minder om Karen Volfs kager knytter sig dog til min svigerfars livslange passion for franske vafler. Han var ikke så stor en slikmund som visse andre i familien (ahem…), men de franske vafler var han hjælpeløs overfor. Han kunne køre en hel pakke ned på rekordtid, og da vi mindes ham til Skt. Hans, var der da også franske vafler på alteret!
Karen Volfs klassiske sortiment er blevet opdateret. Nu kan vi få smagen af barndom, men i en frisk ny version, som forsigtigt er blevet tilpasset nutidens smag. Og uha, hvor det er gjort godt! Selv småkagernes hellige gral, vaniljekransen, er så vellykket i den nye version, at jeg må overgive mig.
Jeg får lyst til at genoplive gamle dages hyggelige tradition med at samles om et kagebord for at tale med hinanden. Jeg er så heldig at jeg, via mit arbejde som buddhistisk ?præst?, jævnligt har mulighed for at tale med mennesker om livets store spørgsmål, også uden vi skal igennem en 3-retters middag og en flaske rødvin først (ikke at der er noget galt med middag-og-alkohol konceptet!! ? min pointe er bare, at mindre kan sagtens gøre det). Men der er så mange andre spændende mennesker i mit liv, som jeg har lyst til at give min udelte opmærksomhed til; lære af dem, lytte til dem og tale med dem, og derfor tror jeg simpelthen, at jeg vil begynde at invitere til kage & samtale. Det lyder da ikke så tosset, vel?
Som et lille PS vil jeg lige undskylde at bloggen har opført sig besynderligt de sidste dage. Jeg har haft massive server-problemer, som burde være overstået nu…
