Japansk hudpleje på Sensai-måden

Vi har alle hørt en masse om koreansk hudpleje, K-Beauty, de seneste år. Jeg har i hvert fald, og jeg har været dybt fascineret af ideen om den ultimative omhu, der ligger i de mange skridt med de mange produkter. Men – for selvfølgelig er der et men – det bliver for meget for mig. For mange skridt, for mange produkter, for megen ulejlighed.

Japansk hudpleje til gengæld; dét er lige mig. Den japanske simpelhed, den enkle æstetik, og omhuen i udvælgelsen af nogle få, virkelig eksklusive produkter, som bruges bevidst, og med stor effekt.

Sensai står som eksponent for japansk hudpleje. Deres produkter er udsøgt lækre, og hvert enkelt produkt kan en masse. Derfor kan man nøjes med tre simple skridt i sin hudplejerutine, som til gengæld gennemføres med fuldt nærvær på processen, og dermed bliver en slags hverdagens opmærksomhedsøvelse, samtidig med at huden plejes optimalt.

Deres hudplejerutine, Saho, er inspireret af den japanske te-ceremoni, hvor der lægges enorm vægt på at bruge de rette redskaber på den rette måde til den rette tid. Saho er en sansemættet total-oplevelse. Man nyder synet af produkterne med den ypperlige Koshimari-silke, mens man mærker deres øjeblikkelige virkning, og tager deres raffineret diskrete duft til sig.

Men hvad er Saho? Det er helt konkret et forbløffende effektivt hudplejeritual, som i tre trin renser, fugter og nærer huden. Ritualet gennemføres både morgen og aften: om morgenen gør man sig klar til at møde den nye dag, frisk og utvunget, og om aftenen vasker man den forgangne dag af sig, så man roligt kan gå søvnen i møde.

  1. Dobbelt rens
    Først bruges en olie, som effektivt fjerner al makeup og overskydende hudfedt. Derefter renser man huden med et vandbaseret produkt, som virker opstrammende og opklarende.
  2. Dobbelt tilførsel
    Først bades huden i fugt, og derefter tilføres næring, målrettet mod hudens aktuelle tilstand.
  3. Dobbelt påføring
    Først masseres huden omhyggeligt, og derefter presses produkterne ind.
    Massagen udføres med blide, men bestemte tryk, i små cirkler som bevæger sig over kinder, øjne, pande og ned til munden, hvorefter man masserer fra næsen op til panden, og derfra ned til halsen. Derefter lægger man et blidt tryk med begge håndflader, som presser produkterne dybt ind i huden. Disse tryk har en varighed af et par sekunder hver, og lægges fem forskellige steder fra kinderne og op til panden.

Og det er så dét. Ikke en masse komplicerede skridt med forskellige produkter, som klaskes oven på hinanden, og kun kan bruges på ét bestemt tidspunkt. Sensais produkter kan anvendes både morgen og aften, så badeværelseshylden ikke behøver at udvikle sig til ét stort rod af halvbrugte dåser og tuber, som man knap nok selv kan finde rundt i. Det er enkelt: man bruger kun ganske få produkter – til gengæld er de af udsøgt kvalitet.

Jeg har fuldkommen overgivet mig til Sensais Saho-ritual. Det er muligt at jeg er påvirket af de mange år, jeg har tilbragt i træning i buddhistiske templer, men den lysende enkelhed og den påpasselige omhu i detaljen er lige mig. I et tempel er alting koreograferet, arrangeret og planlagt, så alle aktiviteter kan forløbe gnidningsfrit. På grund af den aldrig svigtende opmærksomhed på, om man bruger de rette redskaber på den rette måde til den rette tid udvikler man en konstant årvågenhed, som gør at alt kommer til at stå sprudlende frisk for én. Alting er simpelt og fint, intet jages igennem, og man bliver i stand til at arbejde hurtigt og præcist, så alt hvad man gør, gøres optimalt. Det er overraskende, hvor meget frihed og kreativitet der ligger i faste rutiner – når man ved præcis hvad man skal gøre hvornår, og hvad man skal bruge til det, sætter man sindet fri.

Produkterne man bruger til Saho-ritualet er af den fineste slags. Af uovertruffen kvalitet, og dermed også ganske kostbare i indkøb – men de er forbløffende drøje i brug, så når man er ovre den første anskaffelse, har man hudpleje til lang tid. Som en ekstra bonus undgår man de dyre impulskøb, hvor man hele tiden lige skal prøve det nyeste hit – som efter kort tid ender sit liv som endnu en halvtom tube i rodet af glemte hudplejeprodukter.

Til afrensning af huden bruger jeg først Silky Purifying Cleansing Oil, som er en blød olie, der effektivt fjerner alle former for makeup og overskydende hudfedt. Jeg masserer den blidt ind i huden, og fjerner den med Sponge Chief, som er Sensais silkebløde vaskeklud, der er specielt udviklet til at fjerne Silky Purifying-produkterne uden at stresse og irritere huden. Den er et genialt alternativ til de miljøbelastende vatrondeller, og meget mere indbydende at arbejde med.

Som andet trin i afrensningen bruger jeg Silky Purifying Creamy Soap, som er en cremet sæbe der udvikler et overdådigt skum, og efterlader huden strålende klar.

Derefter bruger jeg Absolute Silk Micro Mousse Treatment, en fugtgiver der blandt andet indeholder mikro kulsyrebobler, som fremmer hudcellernes iltoptagelse. Boblerne sænker midlertidigt pH værdien i blodet, hvorved der frigives ilt, som nemt optages af huden. Det forhøjede iltindhold forbedrer blodcirkulationen og hjælper produktionen af nye hudceller på vej, hvilket betyder en friskere, mere strålende hud. Absolute Silk Micro Mousse Treatment er en hudprimer (også kendt som essence i K-Beauty). Den giver huden et boost af fugt og pleje, og gør den klar til at optage næring.

Jeg afslutter med Absolute Silk Cream. Man kan også bruge Absolute Silk Fluid, særligt i perioder hvor huden kan klare sig med lidt mindre tung pleje. Udover Sensais signatur-ingrediens, Koishimaru silken, indeholder Absolute Silk-serien også anti-age ingredienser som stimulerer produktionen af naturlig hyaluronsyre i alle hudens lag.

Og det er alt. Fire prægtige produkter, son gør at min hud kan tage sig allerbedst ud. Hver dag.

Alle produkterne kan købes i Magasin og udvalgte parfumerier.

Jeg gør opmærksom på, at jeg har modtaget produkterne gratis til test – arigatō gozaimasu!

sensai

Et eksempel på hvordan det japanske univers rummer alt, uden skelnen: Enso – den perfekt uperfekte cirkel, som omslutter og indeholder alt, og viser både balance og bevægelse.

Måske vil du også læse...