Jul under taget

Vi bor stadig i vores lille hule under taget (fordi vi er så heldige, at ældstesønnen og hans familie stadig er hos os. Lidt endnu, altså… men det med “lidt endnu” prøver jeg ihærdigt at lade være med at tænke på), og der skal naturligvis også julepyntes heroppe! Det er jo trods alt det sidste sted jeg ser, inden jeg falder i søvn, og det første jeg ser, når jeg vågner op, så selvfølgelig skal det minde mig om, at vi er midt i mit allerbedste – julen!

Min gamle nissefar vogter venligt over de indpakkede gaver. Og lad jer endelig ikke snyde – jeg har ikke pakket en eneste julegave ind endnu, men de 62 advents- og kalendergaver jeg har lavet i år, fylder meget godt i nisselandskabet. Nissefar er blev lidt stiv i nakken på sine gamle dage, men det er helt ok. Vi kender alle til svigtende lemmer og trælse ømheder, ikke sandt?

Nissemusen er flyttet ind i sengen, og om den fine lyskæde i loftet er der blevet viklet en guirlande. Virkelig nem julepynt, med dejlig effekt!

Mine julebøger ligger parat, så jeg kan falde i staver med mellemrum. Falde i forundring og glæde over julens mange skønne fristelser – og ind imellem snuppe en uplanlagt julepause, mens jeg nyder de glittede sider med alle de betagende ideer.

Arbejdsbordet gør tjeneste som wrapping station for tiden, og ja – det ser temmelig rodet ud. Men også temmelig hyggeligt, og dertil vældig praktisk at have alt samlet på ét sted. Synes i øvrigt ikke, julesager kan sådan rigtig rode, fordi de bare altid ser rare ud. Det minder mig faktisk om noget, jeg hørte engang: at hvis man ikke er alt for vild med at rydde op og ordne, skal man bare sørge for at have hverdagsting af virkelig god kvalitet, for så er det pænt, selv når det er rodet. Det gør sig for eksempel gældende, hvis man ikke gider rede sengen – på med noget lækkert sengetøj, og så ser det bare lækkert bohemet ud. Det må være lidt det samme, der gør sig gældende med mit julehejs, har jeg besluttet.

I dag skal barnevidunderbarnet og jeg klippe-klistre og julepynte hos hende, og bagefter fejre vores indsats med bland-selv slik, flæskestegssandwich og æbleskiver, og i morgen går det endelig løs med den første julefrokost. Nøj, hvor jeg glæder mig! God juleforberedelse til jer alle 🙂

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg beundrer din juleenergi, Pia! God fornøjelse med det hele!

    1. Tak Nana! Det er julen der giver mig energi – jeg knuselsker alt ved den

Comments are closed.