Min julestue er beregnet til, at man kryber op i sofaen med et lunt tæppe (meget gerne i pyjamas, for hvem gider vel have tøj på i julen?), og nyder alle de gode ting i livet: juleslik, julemusik, julefilm, julebøger, julesmåkager… fortsæt selv listen.
Det er så smukt, når decembereftermiddagenes solnedgangslys strømmer ind gennem vinduerne, og de mange fine ting hænger roligt rundt omkring – og når alle lys er tændt, og der dufter brunt og brændt 🙂
To ting, man aldrig kan få for meget af: stearinlys og nisser. Nå ja, og juleblomster, og juleguf, og julestemning. Og duften af jul.
Juletræer på rad og række. Man kan heller aldrig få for mange juletræer. Specielt ikke de år, hvor man ikke selv skal være vært juleaften.
Nænner ikke at give min julehund nissehue på. Har ellers været fristet mange gange, meeen…
Mit barnlige hjørne. Her er der strikkede dukker med masser af fint juletøj, og en håndfuld gode decemberbørnebøger. Favoritterne er Astrid Lindgrens Julefortællinger, Tolkiens Breve til Julemanden, og selvfølgelig Peters Jul.
Ved godt at det grænser til dårlig smag (det er faktisk nok helt vildt over grænsen, men hvem gider overhovedet lede efter grænsen i december?), men jeg har altså en toiletrulleholder-nisse på badeværelset.
Den vigtigste december-installation af dem alle: Hyggen, som hver dag kravler et hak op ad sin snor, så han juleaften hænger helt oppe under loftet. Det har han gjort hvert år siden drengene var små, og det må der ikke ændres på. Hvorfor lave om på noget som fungerer? Må bare lige tjekke med frk. T om hun gider hjælpe ham klatre, mens jeg er bortrejst.