Karantæne-kalorier… Nå, men det viste sig så, at de faktisk fedede, på trods af min tidlige beslutning om, at de ikke talte. Ups. Min fejl – som jeg nu betaler for, med en kedelig, udflydende ting, der har sat sig omtrent hvor min talje plejede at være.
Jeg har med andre ord fået Corona-deller. Jeg har nemlig været vældig god til det med sheltering in place, og måske endda taget det lige lidt for bogstaveligt. I kombination med masser af sukker er det en skidt ting, og nu står det klart, at den ikke længere går. Folk er jo tilbage på gaden, der kommer besøg, og jeg bliver nok nødt til at opgive min Signe Molde-inspirerede tilgang. Det var ellers sjovt, så længe det varede….
Når det kommer til mad og sundhed, hører jeg ofte folk sige, at de bare lytter til deres krop, og giver den det, den beder om. Men det var jo det, jeg gjorde!! Det var jo det der bragte mig hertil i første omgang!! Hos mig skal der helt andre boller på suppen.
Nu må jeg hellere holde op med at gøre min krop fortræd. På høje tid, kunne man mene – men jeg er ikke nødvendigvis den hurtigste. Heldigvis opdagede jeg i begyndelsen af året, at den nemme måde at klare den slags uheldige scenarier på, er delvis faste. Det fungerer for mig, fordi det er tilpas simpelt: Lad kun kalorier passere læberne i et vindue på seks timer om dagen. Hvis jeg dertil lægger bare en lille smule omhu i udvælgelsen af føde, og måske endda kombinerer med lidt bevægelse, ser jeg hurtige resultater.
I virkeligheden var det vel det med bevægelse der åbnede mine øjne for kroppens sørgelige tilstand. Ham min elskede og jeg besluttede nemlig for nylig at genoptage vores frie vandreliv, som vi nød så meget – men hov! Kroppen kunne ikke rigtig følge med…
Vi vil gentage vores dejlige tur Bornholm rundt, men inden da må noget ske. Noget drastisk. Jeg skal tilbage i min gode vane med at gå 50 km om ugen, for ellers kommer jeg kun Bornholm rundt hvis jeg får lov at sidde på Tryllebøren. Jeg må tilstå, at det er med værkbruden krop, jeg skriver dette, men det er også med tro på, at det nok skal blive bedre!
Hvad med jer? Har I været mindre pligtopfyldende med det der sheltering in place? Gennemskuede I de snedige karantæne-kalorier fra starten?
Jeg har spist og drukket uendelig mange kalorier i de seneste to måneder. Jeg har til gengæld også skruet op for løb og gåture. Så indtil videre er det status quo. Men kan godt mærke, at jeg skal passe på… Under alle omstændigheder så kommer det ikke til at være som hos min veninde, som lige har tabt 5 kilo under corona! Kh. Birgitte
Sej nok, at du har formået at balancere det! Jeg bøjer mig i støvet 😉
Og WOW med din veninde – det er jo nærmest som at tabe sig i julen…
Kram, Pia