Kirsebær cardigan

Kirsebær er en stor, over-size forårsjakke eller hygge-cardigan, som indbyder til at man putter sig i den. Den er blød som en kattekilling, stor nok til at man kan forsvinde helt i den, og det fine mønster gør den ekstra interessant.

Den er strikket på pinde 6 i én tråd tyk alpaca og én tråd silke-mohair, så det går rimeligt hurtigt at få den til at vokse frem på pindene. I hvert fald så snart man er forbi bærestykkets mønster, som kræver en del opmærksomhed. Mønsterrapporten er temmelig stor, så det er ikke, hvad man kunne et intuitivt mønster – man skal hele tiden referere til kortet. Er man frisk på det, er det et sjovt arbejde!

Cardiganen strikkes oppefra og ned, og efter strikning klipper man den op gennem midten fortil, og til ærmegab. Der er sat ekstra masker ind i mønsteret til syning/hækling inden klip. Jeg har hæklet inden jeg klippede, og du kan se hvordan jeg gør her.

kirsebær cardigan

Størrelser: one size

Overvidde: ca. 130 cm

Længde: 61 – 63 – 65 cm

Pasform: Kirsebær er egentlig designet til at blive båret med ret stor bevægelsesfrihed, men ser også smuk ud uden en masse ekstra plads. Den færdige cardigan måler knap 130 cm over brystet, og ser vidunderlig ud på alle de kvinder, jeg har prøvet den på, uanset at deres brystmål varierer fra under 80 cm til over 120 cm!

Garnforbrug:
Bundfarve:
11 nøgler Drops Lima, farve 0519, strikket sammen med
5 nøgler Drops Kid Silk, farve 22

Kontrastfarve 1:
2 nøgler Drops Lima, farve 5610, strikket sammen med
1 nøgle Drops Kid Silk, farve 12

Kontrastfarve 2:
En rest af for eksempel Drops Kid Silk, farve 33, strikket sammen med Drops Lima, farve 5610 (der behøves ikke ekstra af denne).

Man kan også strikke med to tråde af enten AlpacaBaby MerinoFabel eller Kid Silk – eller en kombination af disse.  Hvis du ønsker at erstatte det oprindelige garn, kan du bruge Garnstudios omregner til at finde ud af, hvor meget du skal bruge.

Pinde: rundpinde 3 og 6

Strikkefasthed: 15 m i glatstrik på p 6 = 10 cm
Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.

Krop
Slå 168 m op på rundpind 6 med en tråd Lima og en tråd Kid Silk i bundfarven. Start med at strikke frem og tilbage på pinden.

  1. p: Strik 33 vr, sæt en markør, strik 3 vr, sæt en markør, strik 96 vr, sæt en markør, strik 3 vr, sæt en markør, strik 33 vr.
  2. p: Tag 1 m ud, strik alle m r frem til den sidste m, tag 1 m ud.
  3. p: Tag 1 m ud, strik alle m vr frem til den sidste m, tag 1 m ud.
  4. p: Tag 1 m ud, strik alle m r frem til den sidste m, tag 1 m ud.
  5. p: Tag 1 m ud, strik alle m vr. Slå 19 nye m op, sæt en fast markør i den 19. m (markerer omgs start), slå yderligere 17 m op. Vend arb, så næste p strikkes fra retten. Strik hen til den maske som markerer omgs start.

Du har nu 211 m på pinden, og begynder at strikke rundt. Den faste markør viser hvor omg starter.

Første omg:
Strik omgs første m (der er markeret med en fast markør) i bundfarven (bf), 1 r med kontrastfarve 1 (kf1), 4 r med bf, 1 vr med bf. Start mønster efter diagrammet – du skal starte på diagrammets 4. række (de 3 første rækker broderes på senere), og følge det fra højre mod venstre. Du starter altså diagrammet med maske 1 på række 4.
Strik 48 m i mønster, strik 1 r med bf og kf1, 1 r med bf, 1 r med bf og kf1. Fortsæt derefter diagrammet hvor du forlod det (det vil sige ved maske nr. 17), og strik mønster over 96 m.
Strik 1 r med bf og kf1, 1 r med bf, 1 r med bf og kf1. Fortsæt derefter diagrammet hvor du forlod det (det vil sige ved maske nr. 17), og strik mønster over 48 m.
Strik 1 vr med bf, 4 r med bf, 1 r kf1.

Fortsæt med at følge diagrammet til og med omg 34. Den næste omg (35) strikkes således:

6 r, 1 vr, 48 r i mønster efter diagrammet, luk 3 m, 96 r i mønster efter diagrammet, luk 3 m, 48 r i mønster efter diagrammet, 1 vr, 5 r. Du har nu 205 m på omg, og herefter strikkes rundt: 6 r, 1 vr, 192 r i mønster efter diagrammet, 1 vr, 5 r.

Når diagrammet er slut strikker du bare videre med 6 r, 1 vr, 192 r, 1 vr, 5 r.

Når arb måler 70 cm skifter du til rundp 3.5 og strikker således:
Luk 6 m, 1 kantmaske(strikkes altid ret), 190 m i dobbeltrib (2 r, 2 vr) – du skal tage 2 m ind jævnt fordelt på omg for at komme fra 192 til 190 m. Strik så 1 kantmaske, og luk de sidste 5 m af.
Strik dobbeltrib (2 ret, 2 vrang) frem og tilbage på pinden til arb måler 82 cm, og luk så elastisk af.

De blanke felter er bundfarven, X står for kontrastfarve 1, og O er kontrastfarve 2. Jeg har valgt at brodere kontrastfarve 2 på, for at undgå at strikke med tre farver ad gangen.

 

Ærmer
Sy skuldersømmene, og klip op til ærmer.
Start i bunden af ærmegabet, og saml 30 m op langs den ene side, og 30 m ned langs den anden side. Du har således 60 m på omg. Sæt en markør øverst på skulderen.
Nu skal du strikke vendepinde for at lave ærmekuplen: Strik 10 m forbi markøren, vend. Strik 20 vrang, vend. Strik 30 ret, vend. Strik 40 vrang, vend.

Strik herefter rundt, til ærmet måler 36 cm. Strik *1 r, 2 r sammen* – gentag fra * til * omg ud, så du har 40 m på omg. Skift til rundp 3.5, og strik cm dobbeltrib (2 r, 2 vr) i 12 cm. Luk elastisk af, når ærmet måler 48 cm.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Montering
Klip forstykket op ned igennem midten. Du kan se hvordan jeg gør det ved at hækle to rækker af kædemasker her, eller du kan vælge din egen metode.

Strik halskant: saml 56  m op i halskanten, og sæt en markør ved hver af skuldersømmene.
1. rk: Strik alle m vrang vrang.
2. rk: Strik ret frem til markøren, tag 1 m ud før markør, strik 1 r, tag 1 m ud.
Gentag disse 2 rk til du har strikket 6 rk, luk så elastisk af.

Hæft alle ender. Buk halskanten om mod vrangen, og sy den fast med usynlige sting. Buk også forstykkets ombukningskanter om, og sy ligeledes dem fast med usynlige sting. Sy evt. knaphuller i forstykkets ene side, og knapper i den anden side – jeg har undladt at sætte knapper i, fordi jeg næppe nogensinde kommer til at ønske at lukke den.

 

Måske vil du også læse...

3 Comments

  1. Siri Holan says:

    Nydelig cardigan, men hvor er diagrammet til mønsteret?

    1. Hej Siri,
      Nogen gange forsvinder billeder fra bloggen, uden at jeg ved hvorfor eller hvordan. Nu burde diagrammet være på plads igen!

      1. Siri Holan says:

        Ja, der er det. Tusen takk for rask respons!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.