Kompakt efterårsgarderobe

Efter et par fine indkøb er jeg klar med en kompakt efterårsgarderobe, som jeg er vældigt godt tilfreds med. I starten var det noget af en udfordring for mig at begrænse min garderobe til udelukkende at rumme det, jeg virkelig holdt af, men efterhånden er det ikke så svært længere. Det er nemlig blevet ret tydeligt for mig, hvad jeg føler mig bedst tilpas i – og så er det jo egentlig bare at nøjes med det. Tidligere kunne jeg stå og stirre opgivende ind i et bugnende skab, på en hel masse herligheder, som imidlertid bare ikke rigtig var noget, jeg følte mig hjemme i. Det var måske tøj der fik mig til at føle mig helt stiv og fornem, tøj der havde set vildt fikst ud i butikken, men som slet ikke duede i min hverdag, eller tøj der fortalte en historie om en kvinde, jeg ganske enkelt ikke kunne genkende.

Nu har jeg ikke længere tøj hængende, som ikke giver mig glæde. Alt hvad jeg har, er noget jeg elsker, og derfor bruger flittigt. Og det hænger fremme, så jeg nemt kan danne mig et overblik, og ikke hænger fast i at bruge de samme 2-3 stykker tøj hver dag og hele tiden. Jeg elsker at kunne se alle mine fine skatte, og pynter i øvrigt gerne et kedeligt rum op med en smuk kimono eller kjole på væggen.

Jeg bor stadig småt. Her er ingen skabe, stort set ingen skuffer – alt hænger fremme. Og så må det altså godt se lidt lækkert ud. Derfor er jeg mægtig begejstret for mit fine nye tøjstativ i matsorte vandrør. Udover de helt indlysende fordele ved at have tøjet hængende fremme, så glæder det mit sarte øje med det flotte runde stativ. Og det så meget desto mere, fordi det er placeret lige midt i det hele.

Jeg er vild med det lidt industrielle look, og i den forbindelse er vandrør noget af det sejeste. De giver hele rummet lidt kant, og gør det meget mere moderne, i hvert fald når de bliver brugt på den rigtige måde. Og nå ja – den sorte farve er totalt yndlings, både i mit tøj og i min indretning. Jeg har fundet det på manneq.com, hvor der er tøjstativer for enhver smag, men jeg faldt altså pladask for deres skønne serie af tøjstativer i vandrør.

Et tøjstativ skal være mere end bare smukt. Det er nødt til at gøre sig en smule umage, for det skal også være praktisk. Det skal være solidt, så det kan bære en mængde tunge vinter-sager, og specielt bøjlestangen skal kunne stå for noget. På mange af de billige stativer er bøjlestangen en splejset sag, som knækker sammen ved mindste anledning.

Noget andet, som jeg synes er vigtigt ved et tøjstativ er, at det ikke er for bredt forneden. Hvis stativets base er alt for bred, optager det enormt meget plads, både visuelt og konkret. Dette stativ er dejligt smalt og syner derfor let, de rustikke vandrør til trods.

Endelig synes jeg det er rart, at det ikke er så højt. Lige nu bor mit stativ under en skråvæg, så med den lave højde udnytter jeg bedre den sparsomme plads under væggene – men det er alligevel ikke lavere, end at jeg stadig har god plads til mine sko under tøjet.

Tøjet der hænger på stativet, er alt sammen noget som jeg føler mig godt tilpas i. Noget som kan kombineres på kryds og tværs, og som kan holde til lidt af hvert. Herrebukser og t-shirt med blazer, jeans med en slouchy skjorte, eller nederdel med en skøn, chunky strik. Alt hvad jeg går i, er faktisk en variation over disse temaer, og det er okay. Jeg har fundet fred med det. Det er ikke imponerende, og ikke noget der liver voldsomt op på en grå dag, men bare noget jeg vældig godt kan lide at have på. Jeg har ikke længere brug for at være hverken opfindsom eller trendy – mest fordi jeg ikke er særligt god til nogen af delene.

Det er det her tøj jeg bruger både til hverdag og fest. Altså lige fraregnet de helt store fester hvor de fejende balkjoler kommer frem, hvilket sker alt for sjældent, så den del ser vi lige bort fra. Til mit almindelige tøj tilsætter jeg sneakers, flats, støvler eller hæle alt efter lejligheden, og kan højst finde på at pifte det hele lidt op med nogle smykker og en fin taske. Der skal desværre ikke så forfærdeligt meget til, før jeg føler mig over-dressed. Jeg går ellers 100 % ind for, at man skal give den max gas hver eneste dag, men i lige præcis den sammenhæng er ’man’ altså nogen andre end mig selv… Jeg føler mig vildt akavet, hvis jeg har tøj på som afviger bare en smule fra min komfortzone, og selvom jeg mange gange har lovet mig selv, at nu skal det være; nu skal jeg udfordre mig selv lidt, så er det altid det her, jeg kommer tilbage til. Med et lettelsens suk.