Life hacks – fnullerfjernelse på uldstrik

Jeg elsker store, vamsede uldsweatre, skønne strikkede puder og tykke tæpper – men jeg elsker ikke de små fnullerbasser (et teknisk udtryk, kun brugt af særlige specialister), som alt for hurtigt opstår på strik der bruges flittigt, og jeg elsker sådan set heller ikke, at uld som regel skal håndvaskes.

Derfor er jeg vild med dette hack, som hurtigt og enkelt fjerner fnullerbasserne, og gør strikken smuk og fin igen.

fjerne fnug fra strik

Du skal bruge en grydesvamp af den helt traditionelle slags, dem af festligt farvet skumgummi med en tynd skurebelægning. Med skurebelægningen stryger du, i første omgang forsigtigt, over din fnuldrede strik. Hvis ikke fnullerbasserne straks ryger af, kan du tage lidt bedre fat, men vær en smule forsigtig. Med lidt varsomhed kan du endda også bruge tricket på finere materialer, som for eksempel bukser og nederdele.

Og voila – et stk frisk, fnullerfri strik!

Det med håndvask har jeg (endnu) ikke fundet en langtidsholdbar løsning på, men jeg har fundet ud af at strække tiden mellem vask betragteligt. Jeg hænger  ofte mine striktrøjer udendørs et par timer, så de kan blive luftet godt igennem. Det fjerner løst snavs (som for eksempel hår) og kedelig lugt, og hvis det oven i købet er lidt fugtigt i luften, får det alle uldens fibre til at rejse sig igen, så strikken bliver lækker og vamset at se på. Er der kommet småpletter på en striktrøje, fjerner jeg dem med en vådserviet, og går derefter hele trøjen igennem med en håndholdt tøjdamper. Dampen frisker alting op, folder glattes ud, og når trøjen er tørret igennem, er den nærmest så god som ny.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Via Riis says:

    Tak for gode ideer gode husmor Vil lige tilføje din mormors rengøringstip: smid gulvtæpperne ud i haven når frosten bider og der ligger lidt sne.
    Dine ideer til uldfnidder er også geniale til sofaen. Specielt når man er begavet med en smuk kat med tyk pels. Sofaen bliver som ny efter behandlingen.

    1. Havde helt glemt mormors trick – og jeg har endda selv brugt det!

Comments are closed.