Jeg har gennem stort set hele mit liv altid været i gang med at slå mindst én plante ihjel. Grønne fingre har jeg ikke, men stor kærlighed til planter, det har jeg. Egentlig en skidt blanding…
Denne her var virkelig stor og flot da jeg stjal den fra min mor. Det er den ikke rigtig mere – men den er da i live (hvis man altså ikke er alt for nøjeregnende med, hvordan man bruger udtrykket).
Som helt lille havde jeg mit eget hjørne i haven, hvor jeg plantede ærter, radiser og gulerødder. Som teenager begyndte jeg at sætte pris på at have noget grønt på mit værelse, og jeg fyldte det med papyrus og væddeløbere. Senere, da jeg flyttede hjemmefra, var det i en lang periode sukkulenterne der vandt mit hjerte (af indlysende årsager – jeg har hørt om, at man kan vande en plante ihjel, men det er i sandhed aldrig noget der er sket i mit hjem…). I de sidste år, hvor jeg har rejst så meget, har jeg for det meste forladt mig på afskårne blomster *
På det sidste har jeg imidlertid besluttet at forsøge mig igen. Jeg har ganske enkelt fyldt hjemmet med planter, udfra en ide om, at hvis udgangspunktet er frodigt nok, er det ok hvis en enkelt eller to skulle dø undervejs.
Det er foreløbig gået overraskende godt, til trods for en behandling som visse ville kalde lemfældig: en gang om ugen bruger jeg 15 minutter med en vandkande, og det er det. Slut. Min erfaring siger mig nemlig, at jo mere jeg gør, jo værre går det 😉
* Der er et råd, som nedarves blandt kvinderne i min familie. Jeg har ikke selv fået døtre, men mine sønner har været så søde at give mig svigerdøtre, som jeg har indlemmet i arvefølgen. Rådet lyder, i al sin simpelhed, således:
Når du får dit eget hjem, så skal du endelig nyde at invitere gæster. Du skal ikke stresse over det. Du skal i hvert fald ikke gå i gang med den helt store rengøring, inden de kommer – der trænger meget mere, når de er gået! Luft grundigt ud, og fyld hjemmet med levende lys og afskårne blomster, så er der ingen der kigger efter skidt i krogene.