Mit sommerhus – Master Bedroom

Mit #LoveShack er, som jeg lidt har været inde på før, ikke noget stort hus. Det er faktisk et ganske lillebitte dukkehus. Men soveværelset er af én eller anden grund uforholdsmæssigt stort.

sommerhus soveværelse

Derfor har jeg valgt at opdele det i en soveafdeling og et ”walk-in closet” (jeg bruger ordet meget løseligt, fordi jeg selv bestemmer). Jeg har ganske enkelt hængt et forhæng ned gennem værelset. Foran forhænget står sengen, bagved er der et skab og en hylde til vores tøj og ting. Med tiden vil jeg nok slæbe et af vores tøjstativer herned. Kommer tid, kommer råd – foreløbig går det fint med et par søm i væggen.

sommerhus soveværelsesommerhus soveværelse

Der er masser af tæpper og puder. Overalt. Fordi det skal være komfortabelt, og fordi brænde-feen ikke altid når forbi og fylde brændeovnen op i nattens løb.

Min mor havde de mest fantastiske sengelamper hernede – de gamle kuglelamper fra min barndom. Desværre i postkasserød, som på én eller anden måde ikke rigtig gik med min farvedrøm. Derfor har jeg malet dem sorte, og nu kan de fint klare et par generationer mere.

Til den ene side er der et sengebord med indbygget opbevaring og opladere til telefoner, iPads osv. Til den anden side gør et lille vægophæng det ud for sengebord, og det fungerer fint.

Over sengen hænger en gammel spansk sigte, som jeg fandt hos Raw Nordic Design. Jeg er vild med store pyntegenstande, og det må denne siges at være!

sommerhus soveværelsesommerhus soveværelse

Der er den dejligste udsigt fra sengen – der er jo vinduer overalt i mit lille slot, og det er bare skønt at putte sig under dynen, mens man byder råvildtet godmorgen.

Måske vil du også læse...