Har taget en formiddag ud af kalenderen, i et forsøg på at lempe mig selv forsigtigt fra feriemode over i hverdagen. Behøver måske i virkeligheden ikke gøre mig alt for meget umage, for på tirsdag rejser jeg igen – men det er en anden snak.
Fili og jeg har puttet os på sofaen med en morsom bog af Sarah Knight: “The Live-Changing Magic of Not Giving a Fuck”, med undertitlen: “How to stop spending time you don’t have, with people you don’t like”.
Det er sådan en rigtig god, gammeldags selvhjælpsbog, som dels hjælper dig til at sortere i de fucks (altså de praktiske, følelsesmæssige eller økonomiske investeringer) du giver, dels præsenterer NotSorry metoden til at hjælpe dig med at holde op med at give de fucks du er træt af at give, uden at blive et røvhul i processen. Som det måske allerede nu er antydet, er det en bog som er skrevet i et både morsomt og farverigt sprog, og det er da også, sammen med titlen og selve ideen om at lære at budgettere med sine fucks, det der er bogens største styrker. Dens meget iøjnefaldende svaghed er, at den er skrevet af en amerikaner, til et amerikansk publikum. Jeg vidste det egentlig godt fra mine amerikanske venner, men denne bog slår det fast med syvtommersøm: Amerikanere giver mange flere fucks end gennemsnitsdanskeren *, og har således i høj grad brug for at lære at budgettere med dem, for ikke at dræne sig selv. De giver, i følge bogen, åbenbart typisk mere end én fuck for ting, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at ofre en fuck på, som for eksempel:
– om de andre forældre på skolen rynker på næsen, når man kommer med en rulle Oreos i stedet for en plade hjemmebagte småkager,
– om kontorets dresscode er overholdt, hvis man tager sandaler på,
– om ens venner og bekendte mon bliver frygteligt sårede, hvis ikke man gider støtte deres indsamlinger til forskellige velgørende og/eller sociale formål.
Hvis der virkelig er nogen der orker at tage sig af den slags, så er jeg helt enig i, at det kun kan gå for langsomt med at få ryddet op i prioriteterne, og få samlet mod til at holde op med at give en fuck.
NotSorry metoden til at implementere et fuck-budget virker for så vidt fornuftig nok, blandt andet med dens anbefaling af, at man lærer at skelne mellem folks følelser og deres meninger. Tager man hensyn til folks følelser, giver det nærmest sig selv, at de nemmere kan holde ud, hvis man ikke deler deres meninger, og metoden er på den måde udmærket til at hjælpe en med at undgå at opføre sig som et røvhul, selv når man konfronteres med andres skuffelse over de fucks man ikke (længere) gider give. Desværre tror jeg ikke rigtig NotSorry metodens trumfkort; at henvise til en personlig politik, vil virke overvældende godt i en dansk sammenhæng. Vi er typisk meget lidt berøringsangste (på godt og ondt), når det kommer til politikker og andre absolutter, så der vil man nok ret hurtigt indse behovet for en anden tie-breaker. Jeg har en fornemmelse af, at vi som danskere i højere grad må lære at forlige os med, at nogen gange vil vores venlige høflighed blive presset så hårdt, at valget ikke kommer til at stå mellem at være ( / blive opfattet som) et røvhul eller ej, men snarere kommer til at stå mellem at være et røvhul overfor en selv eller andre.
Et virkelig interessant fænomen der introduceres i bogen, er The Likeability Vortex, som er det du suges ind i, når du bekymrer dig mere om at være afholdt, end om at være respektabel. Lad os nu bare indse det: Der vil altid være en (eller flere…) der ikke kan lide dig. Det kan du ikke kontrollere. De kan have millioner af forskellige, mere eller mindre obskure, grunde til ikke at kunne lide dig, og det er på mange måder bedst for dig at undgå at spilde en masse fucks på det. Det du kan kontrollere, er hvad du selv gør; om du opfører dig respektværdigt. Brug dine fucks der i stedet.
Jeg synes bogen er sjov, men kun halvvejs relevant ? jeg er med andre ord meget mere vild med formen end med indholdet. Den er tankevækkende, men de løsninger på en fortravlet livsstil den tilbyder, tror jeg ikke rigtig på. Til gengæld tror jeg rigtig meget på de løsninger man selv kan komme op med, inspireret af de problemstillinger bogen sætter spot på.
* denne flygtige karakter, som formentlig overhovedet ikke er repræsentativ, fordi typen udelukkende er defineret ud fra min meget snævre og begrænsede erfaring.
