Jeg har altid læst meget. Som i rigtig meget. Indtil jeg selv lærte at afkode de små sorte kruseduller, plagede jeg konstant mine forældre og bedsteforældre om at læse for mig.
Da jeg begyndte i skole, forærede min mormor og morfar mig en stor, tyk bog om Pelle Haleløs – og de nægtede at læse den højt; den skulle være den første bog, jeg selv læste. Jeg elskede Pelle Haleløs. Især historien om Pelle Haleløs i Amerika begejstrede mig, og den blev læst mange gange. Den blev også indgangen til min onkels bibliotek, hvor han havde en masse gamle klassikere: Jorden rundt på 80 dage, De fire musketerer, Greven fra Monte Christo osv. Åh lykke…
Senere opdagede jeg de offentlige bibliotekers velsignelser. Jeg husker især Laura Ingalls Wilders erindringer fra Det Lille Hus på Prærien; en serie som jeg læste i laser. Bogstaveligt talt. På et tidspunkt forærede skolebibliotekaren mig deres eksemplar af seriens første bog, fordi den stod for at skulle kasseres, og hun mente, at når nu det var mig der var ansvarlig for dens slid, var det også kun ret og rimeligt at det var mig der blev den nye ejer!
Det næste der skete, var at jeg blev bidt af en gal hest. Jeg levede og åndede på rideskolen, og når jeg var tvunget til at være hjemme, læste jeg naturligvis hestebøger. Uh altså, hvor jeg kunne læse og genlæse bøgerne om Britta og Silver.
På en eller anden måde lykkedes det mig at komme igennem skolen uden at miste min læselyst, og selv gennem mine flyvske teenageår forblev jeg en grådig læser. Mine forældre var medlem af Gyldendals Bogklub, og eftersom jeg ikke brugte min surt tjente spareskillinger på bøger, var det deres reol der måtte holde for. Derfor husker jeg tydeligt Katarina Blums tabte ære, Rapport fra en gulvspand, Den pebrede susen og Luft under vingerne.
I starten af 80’erne læste jeg dansk på KUA, og mine læsevaner blev udfordret. Jeg opdagede pludselig, til min store overraskelse, at Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher og Johannes V. Jensen havde fantastiske historier at dele med mig. Som en solid modvægt til dette, opdagede jeg Agatha Christie, og hendes nordiske modstykke, Maria Lang. Hvis jeg i dag falder over en bog af en af de to, som jeg ikke har læst, kaster jeg mig straks over den – og jeg genlæser da også fra tid til anden mine favoritter. Med afsæt i min glæde over de to damer, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at jeg også er vild med de nye femi-krimier – alle de nordiske krimidronninger (ingen nævnt, ingen glemt) bliver budt velkommen i mit bibliotek.
Igennem hele mit voksenliv har jeg læst meget bredt. Jeg elsker at følge med i hvad der sker på forlagsfronten, følger adskillige bogbloggere, både danske og amerikanske, og får på den måde masser af inspiration. En genre jeg først for ganske nylig har fået øjnene op for, er Young Adult – det startede med Hunger Games, og fortsatte med The Maze Runner og Divergent, og naturligvis John Greens søde bøger.
Da jeg startede på universitetet igen i 2004, for at få en MA i Buddhist Studies fra Sunderland University, blev lystlæsningen skubbet gevaldigt i baggrunden i et par år, men siden er det lykkedes mig at finde en fornuftig balance. Jeg kan ikke undvære mit fiktive univers.
Jeg læser rigtig mange gode, solide bøger – og så læser jeg en masse skrald, som jeg nyder for det, de er: ren underholdning (chick lit, anyone?). Jeg har altid gang i mindst 2-3 bøger. Én papirbog, én på telefonen (til de der små pauser hist og pist i hverdagen), og som regel også en fagbog.
Et kig på en tilfældig del af min iBook viser egentlig fint, hvor bred en smag jeg har – og at jeg har en Håkan Nesser til gode 😀
