Som jeg har været inde på før, læser jeg nærmest altid mere end én bog ad gangen. Det er nok ikke en vane der kommer til at ændre sig lige med det første, for det fungerer for mig. Det har været en fornøjelse at kunne kombinere den slags læsning, som jeg holder allermest af – den hvor man sidder med en rigtig, duftende papirbog i hånden, gerne en ordentlig moppedreng – med den praktiske form for læsning; den der foregår i farten, på telefonen eller iPad’en. For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg ikke læste så meget. Jeg var lige blevet færdig på Sunderland University, og havde nok stadig sådan lidt en studie-livsstil, hvor jeg på en eller anden måde havde fået forbundet al læsning med den pligtlæsning der hører til ethvert studie. Det var muligvis sket fordi studiet var et 100 % lystbetonet studie, så det i starten føltes som den rene luksus at jeg kunne ride min personlige kæphest i nærmest alle døgnets vågne timer. Selvfølgelig skete der det undervejs, som nødvendigvis måtte ske: min lystlæsning blev til pligtlæsning, fordi der pludselig var deadlines, forpligtelser og et nærmest uoverskueligt stort projekt, i form af min dissertation, at forholde sig til.
Hvorom alting er, så vendte det heldigvis igen, og en meget vigtig faktor i genopdagelsen af min læseglæde i mit voksenliv var faktisk e-bøgerne. Jeg har altid, selv i den mest pressede periode, været i gang med en bog. Det tog mig bare urimeligt lang tid at afslutte mine bøger, og det virkede faktisk i sig selv demotiverende. Jeg havde rigtig svært at vænne mig til igen at tage mig tid til læsning, og så blev det mest (udelukkende, undtagen i ferierne, hvis jeg nu skal være helt ærlig) til et par sider på sengekanten. Denne uskik, i kombination med min livslange betagelse af Den Store Roman, betød at jeg kunne være i gang med en bog i månedsvis; ikke ligefrem befordrende for læselysten, og jeg må da også indrømme at nærmest enhver fortælling mister lidt af sin glans, når den trækkes så meget i langdrag.
Men så en dag opdagede jeg e-bøgerne. Jeg tror faktisk de første bøger jeg læste på min iPad var Sagaen om Isfolket, men derefter gik det stærkt. En overgang flirtede jeg lidt med tanken om at købe en egentlig e-reader, men det er aldrig blevet til noget, i høj grad fordi en af de ting jeg virkelig sætter pris på ved at læse e-bøger, er hvor lidt hele arrangementet fylder i min bagage. I takt med at jeg fik øjnene op for min telefons muligheder, kunne jeg droppe både kalender, adressebog, kamera, iPod og bøger (åh, så mange bøger!!) i min overbelastede håndtaske, og det var en velsignelse.
I begyndelsen læste jeg kun på iPad’en, men ret hurtigt vænnede jeg mig til at læse på telefonen også. Den er jo alligevel altid ved hånden, så i stedet for at tage (endnu) en rundtur på blogs og sociale medier, vælger jeg ofte at læse bare et par sider i en bog. Det betyder, at jeg får læst ret meget hver eneste dag, uden egentlig at afsætte særlig tid til det. Jeg bruger bare noget af al den tid der alligevel ligger rundt omkring og er til overs. Naturligvis giver det lidt sig selv, at det ikke er alle bøger der er egnede til at læse på denne måde – jeg foretrækker de lidt letbenede bøger til ‘på-farten-læsning’, dels fordi de er nemme at gå til og fra, dels fordi de ikke lider nævneværdigt under at blive læst i brudstykker. Igennem de senere år har jeg typisk haft gang i en bog eller to på telefon og iPad, og én i papirudgave. De næste par måneder kommer jeg imidlertid til at rejse virkelig meget, og det giver ikke rigtig mening at slæbe tunge bøger med rundt omkring. Derfor vil jeg i stedet vælge at læse én lettilgængelig bog på telefonen, og én (eller flere) af dem der kræver mere involvering på iPad’en. Heldigvis har jeg allerede en masse som er velegnede – og skulle jeg komme i knibe, er både ereolen og Amazon altid ved hånden!
Læser du på papir eller elektronisk? Og er der forskel på de bøger du foretrækker på den ene og den anden måde?