Det kan godt være, at det er mig der har været lidt ude af loopet, men indtil for nylig kendte jeg altså slet ikke til fænomenet Rejsende Bøger. Det gør jeg nu ? og jeg har endda fået besøg af en!
Konceptet er egentlig enkelt nok: en bogblogger sender en yndlingsbog på rejse rundt til andre bloggere og instagrammere, som hver især deler deres oplevelser med bogen. Man kan skrive om den på sin blog eller på Instagram, man kan skrible noter i selve bogen, og man give den små gaver med på den videre færd.
Jeg har på denne måde fået besøg af Den Lille Prins, som rejser rundt i Danmark ? og, eftersom den er kommet til mig, også i det store udland. Han har allerede været vidt omkring, hvad hans sider da også vidner om. Man kan følge hans rejse på de sociale medier, under hashtagget #PrinsensRejse, og på den måde finde frem til de forskellige blogs der har haft besøg af ham. Sammen med mig har han været på Mallorca, i Madrid, og nu i Rio, og han hvisker til mig, at han synes det er hyggeligt at komme ud og se sig om 😉
Rejsende bøger er helt vildt hyggelige. Man får lov at læse en bog som en anden blogger synes er speciel nok til at sende på rejse, og man får lov at nyde alle de små kommentarer og udsmykninger fra tidligere læsere. Et af formålene med at sende en bog på rejse, er at alle de nye læsere hver især føjer lidt til bogen ? tegninger, klistermærker, kommentarer, spørgsmål, svar… faktisk hvad som helst, som synes betydningsfuldt for den enkelte. Med bogen følger også en lille notesbog med hilsner fra de steder han har besøgt, og en masse små gaver, som for eksempel smukke bogmærker.
Selve historien kender jeg naturligvis i forvejen, så ved denne gennemlæsning har jeg koncentreret mig om at finde mine alleryndlingssteder i bogen. Ikke nogen lille opgave, men jeg har besluttet mig for, at jeg er mest vild med bogens tanker om ejerskab og samhørighed.
Ideerne om ejerskab præsenteres vi for, da den lille prins ankommer til forretningsmandens planet, hvor både prinsen og forretningsmanden giver sig til at opregne deres besiddelser. Forretningsmanden ejer fem hundrede og én millioner seks hundrede og toogtyve tusind syv hundrede og enogtredve stjerner, som han kan sætte i banken ved at skrive deres antal på et stykke papir, som han putter ned i en skuffe. Den lille prins ejer en blomst, som han vander hver dag, og tre vulkaner, som han fejer hver uge.
Det er til gavn for mine vulkaner, og det er til gavn for min blomst, at jeg ejer dem. Men du er ikke til nogen gavn for dine stjerner…
Det er så smukt og tankevækkende, at det at eje noget ikke bare er et privilegium, men i endnu højere grad en forpligtelse. Og netop det med særlige forpligtelser dukker også op i prinsens berømte samtale med ræven:
– Hvad betyder ?gøre tam??
– Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.
– Knytte bånd?
– Javist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.
– Nu begynder jeg at forstå, sagde den lille prins. Der er en blomst… den har vist gjort mig tam…
Jo flere kloge, kærlige små prinser der findes; jo flere mennesker som kan se alting med friske, fordomsfrie øjne, jo bedre og mere interessant bliver vores verden. Noget af det der rører mig allermest, er prinsens uskyldige visdom. Han tynges ikke af en masse viden om hvordan ting er, og derfor er der intet der kan stå i vejen for hans direkte oplevelse. I buddhismen kalder man det ?begynder-sind?; at se alting som for første gang, hver gang. At lægge alle sine forudfattede meninger og alt det man ?ved? bag sig, så man kan nyde den direkte oplevelse af det der er. Det er prinsens mesterstykke, og det er hans vigtigste gave til os.
Jeg glæder mig til at sende prinsen videre, så hvis du har en blog eller en Instagramprofil, og har lyst til at huse en gammel (eller ny, hvis du er så heldig at du endnu ikke har stiftet bekendtskab med prinsen) ven en tid, så smid en kommentar nedenfor.