Skøn i overgangen – hårfjerning

I sidste uge handlede det om hår der var for lidt af – denne uge tager jeg så fat på det hår, der er for meget af. Hår der insisterer på at vokse på uønskede steder. For det bliver der sjovt nok ikke mindre af med alderen…

Jeg har efterhånden prøvet rigtig mange forskellige metoder, og faktisk også lagt mig fast på en foreløbig favorit. Det er jo i høj grad et spørgsmål om temperament: hvor ondt må det gøre, hvor besværligt må det være, og hvor meget må det koste – alt sammen faktorer, som vi hver især må afveje. Men altså; mine erfaringer:

hårfjerning

Barbering. Den simple, billige måde at gøre det på – men desværre også en måde, der har sine begrænsninger. For det første bliver hårene ret stive og grove, når de bliver skåret af, for det andet skal det gøres virkelig hyppigt. Og så kan ens mand blive virkelig sur, hvis han opdager at man konsekvent bruger hans skraber, fordi den altid har friske, nye blade i…

Voks. En effektiv metode, som giver et smukt resultat – men også en metode som er uegnet til de af os, som er en smule ømskindede. Fordi hårene bliver revet af med rod, vokser de bløde og fine ud, men altså. Av. Også virkelig svært at gøre selv, så for de fleste er voks lig med regelmæssige besøg hos en kosmetolog.

Epilering. Minder på mange måder om voksbehandling, idet hårene også her rives op med rod. Genvæksten bliver gradvist mindre, og hårene er bløde og fine, når de kommer ud igen. Man kan få fine epilatorer til hjemmebrug, og det gør kun en lille smule ondt.

Min væsentligste klage ved denne metode er, at det kan være ret svært at komme ordentligt omkring med epilatoren, og at det gør ondt, så snart vi rykker videre fra benene. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at sætte den i min armhule.

Laserbehandling på klinik. For en del år siden fik jeg laserbehandlinger på en klinik, og jeg er på mange måder stadig begejstret for resultatet. Efter nogle år begyndte der at komme en smule genvækst, men ikke noget overmåde bemærkelsesværdigt. Til gengæld fik jeg nogen ret voldsomme forbrændinger af behandlingen (det har jeg oplevet på to forskellige klinikker, hvilket får mig til at tænke, at det nok ikke er en helt ualmindelig bivirkning), og så er det også en ganske kostbar løsning, som kræver en del behandlinger.

Laserbehandling hjemme. Er afgjort min favorit. Jeg har fået alle fordelene ved klinikbehandlingen på en langt billigere måde, og – bank under bordet – hidtil uden brandsår. Jeg bruger en model som hedder Phillips Lumea Prestige, som i øvrigt er kåret som Bedst i Test af Forbrugsguiden, og er overmåde godt tilfreds. I begyndelsen tog behandlingerne omkring 20 minutter, og der var en del genvækst i løbet af de to uger, det anbefales at man lader gå imellem behandlinger. Nu, efter et halvt års tid, er der meget sparsom genvækst, så hver 3 uge bruger jeg omkring 5 minutter på at skyde de områder, hvor der er kommet nye hår (som i øvrigt er tynde, fine og helt bløde).

Men, som sagt i indledningen, det er helt klart en meget individuel sag. Hvordan fjerner I uønsket hårvækst? Måske der er nogen af jer, som har formået ganske enkelt at slutte fred med naturen, og lader hår være hår?

Måske vil du også læse...

8 Comments

  1. Jeg har meget lyse hår og kan nøjes med at barbere benene og armhulerne én gang om ugen. Jeg får i sommerperioden vokset bikini-linjen og om vinteren bruger jeg hårfjernings-creme, som jeg synes virker rigtig godt i begrænset område.

    1. Heldige du Hårfjerningscreme havde jeg helt glemt! Den fik jeg det ondeste udslæt af – dejligt at den virker for dig!

  2. Hej!
    Spændende emne 🙂 Jeg er fan af Gilette, the best a girl can get 😀 Jeg shaver ben/armhuler i brusebadet hver dag. Det tager max 10 sekunder tid, og med lidt af shampooskummet er det no big deal. Så slipper jeg for unødig parfume og farvestoffer, som ofte er i barbergel – og miljøet belastes ikke af en ekstra omgang kemi, fordi jeg barberer stænger hver dag.
    Man må aldrig ALDRIG låne sin mands brugte barberblad – det kan give de vildeste bylder. Enten i mandens ansigt eller i bikinilinien. Plus at det er totalt klamt.
    Barberblade er billigst i Normal – det er kun Gilette, der dur. Ikke Wilkinson eller private label. Det skal være Gillette, men de billigste fra Gillette fungerer fint. Undgå dem med farvet kant, som er en slags gel. Det udvikler sig til slim og indeholder en masse parfume.
    Hvis man vil undgå skægpest, er det bedste råd, at man barberer sig hver dag i bikinilinien. Huden vænner sig til det på den måde. Undgå at smøre creme på, undgå at gnubbe området tørt. Et godt tip er at anvende en deo uden parfume, da det beroliger og giver lidt fugt.
    Det var bare mine 2 cents tanker til emnet 🙂 🙂
    Kram fra Gitte K

    1. Gode råd – hvis en dag jeg bliver træt af min laser, er det helt klart næste punkt!

  3. Lige et spørgsmål til hår alle vegne; hvad med ansigtshår? De vokser også. Hvad gør du? Jeg har fået lidt skæg (lyse hår indtil videre, men en klar udvikling i en forkert retning på overlæben …) Dur Philips-fætteren i ansigtet?
    Og hvad gør I med grå hår i øjenbrynene? Pincet og ud? Og hvad gør man på sigt? Farver bryn?
    Ville være superfedt, hvis du kunne skrive lidt om det – for håret vokser også meget mere med alderen i ansigtet 😀
    Knus herfra
    Gitte K

    1. Åh ja, den må vi også hellere tage fat på!!

  4. Lotte says:

    Den ser da også smart ud, den Philips Lumea, men uhhhhh, den er dyr 🙁
    Måske man kan være heldig at finde den med lidt rabat til Black Friday…..

    1. Det kunne jeg faktisk godt forestille mig!!

Comments are closed.