Søndags Snapshots – med Ninas klude

Sikke en dejlig uge, og med en skøn weekend i tilgift! Ugen har budt på så mange gode oplevelser; vidunderlige gensyn med gamle venner, og en masse skønne nye mennesker, lange traveture i frisk vinterluft, og selvfølgelig masser af de stille sysler, som står mit hjerte så nær.

Jeg har fået en håndfuld nye bøger, som jeg glæder mig til at dele med jer. Moriatys mesterstykke er allerede slugt, Er du okay, Fie er læst i små, forsigtige bidder, og nu glæder jeg mig især til Især Laura Ingalls Wilders selvbiografi. Jeg har elsket hendes bøger i laser, og genlæser dem stadig jævnligt, så historien bag dem må simpelthen være interessant.

Vi har gået en masse ture i det skønne vejr. Både fordi der ikke rigtig var nogen grund til at lade være, og fordi vi nok er lidt nødt til det. Vi har nemlig en fælles drøm om at prøve nogen lange vandreture, med E1 (fra Nordkapp i Norge til Scapoli i Italien) som det ultimative mål. I første omgang tester vi lige staminaen med et par småture i Danmark og det sydlige Sverige, og så må vi jo se hvad der sker derfra.

Ugens højdepunkt var, helt udenfor enhver konkurrence, fastelavnsfest i barnevidunderbarnets børnehave. Eftersom vi var så heldige at komme afsted uden en voksen (!!), fik dagen lov til at udvikle sig på helt tilfredsstillende vis, med masser af hyggemad, slik, nyt legetøj, og top-underholdning. Pragtfuld dag, som efterlod os to gamle let udmattede, men glade helt ind til marven.

Ugen bød også på tre nye fine klude til samlingen. De er alle strikket i simple ret-og-vrang mønstre, og følger min standardopskrift:

Slå 46 masker op, og strik 9 pinde ret. Strik herefter 4 m ret, 1 m glat, 36 m mønster efter et af nedenstående diagrammer, 1 m glat, 4 m ret. Fortsæt således til arbejdet er kvadratisk, og afslut derefter med 9 pinde ret. Luk løst af, hæft ender, og nyd din nye klud!

Næste uge bliver rolig, med en familiefødselsdag, masser af hygge, og forhåbentlig fredelig sameksistens med EDB-trolden, som har spillet mig nogle puds i den forgangne uge. Har sat grød ud til ham, i håb om at han kan formildes på samme måde som en gal husnisse…

 

Tilbage til forsiden

 

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Sikke en dejlig uge, I har haft! Alle de gode ingredienser… Og så sne!!
    Jeg kan godt forestille mig hvor dejligt det må være, med en hel dag alene med barnebarnet. Uden forældre der blander sig 😉 Min ældste er kun lige knapt 19, så der går nok lidt endnu, før jeg får lov at blive farmor, men jeg kan godt glæde mig til at den dag kommer…
    Nu spørger jeg måske dumt, men Laura Ingalls Wilder, er det ikke hende med fletningerne i Det lille hus på prærien?! 🙂
    Kh Malin

    1. Kære Malin,
      Jeg tror egentlig aldrig jeg har hørt et dumt spørgsmål. Jeg har hørt masser af dumme svar (nogen af dem fra min egen mund!), men det er en anden snak 😉 Ja, Laura er den lille pige med fletningerne, som er forfatteren til hele serien om Det Lille Hus. Jeg læste en artikel om hendes selvbiografi for nogen tid siden, og da jeg så læste om den igen ovre hos mammalade for nylig, tog jeg en hurtig beslutning og klikkede den hjem. Glæder mig til at læse den!

  2. Ser ud som en dejlig uge og tak for tippet om Laura Ingalls Wilder. Åhh, hvor har jeg bare også læst og set det lille hus på prærien til hudløshed, så den må være lige noget for mig. Kram D

    1. Ja, den MÅ simpelthen være sagen for Laura-fans. Jeg håber at få tid til at kaste mig over den i eftermiddag – det er helt ulideligt at have den til at ligge og vente!

Comments are closed.