Det har været en skøn uge, delt mellem Danmark og Mallorca, og jeg har virkelig fået det bedste af begge verdner. Vi nyder livet max hernede, og det er altså bare helt generelt svært at være særlig sur, når man vågner op til sådan en udsigt…
Det var nu også skønt at være hjemme, og i Danmark kunne jeg for eksempel nyde den første sne (!), og at min kamerarulle på telefonen igen kom til at indeholde billeder af Gurli Gris. Farmors telefon er bare den allerbedste ? og den står naturligvis til fri afbenyttelse 🙂
Jeg var lidt længere tid i Danmark denne gang, fordi jeg ville fejre min fødselsdag hjemme. Jeg har ganske klare holdninger til, hvordan en fødselsdag skal holdes, og allerede når jeg skriver ?en fødselsdag?, har jeg maltrakteret konceptet. Fødselsdage bør nemlig være multi-arrangementer, som forløber over flere dage (/uger/måneder. Ikke år; det ville være mærkeligt). Jeg elsker at have fødselsdag. Jeg synes simpelthen jeg er så sej, at jeg kan finde ud af at fylde år. Mine fødselsdage er anledninger til at fejre et liv, som jeg elsker at leve, sammen med mennesker som jeg elsker at være sammen med. Hvert år overvældes jeg af, hvor fantastisk det er, at jeg har formået at holde mig i live endnu et år, og jeg nyder spændingen ved det nye års komme. Men hvorfor kun nyde det én gang om året? Kunne jeg ikke bare gøre det hver dag? Nej, det kan jeg ikke, for det husker jeg ikke på. Min fødselsdag er en markering af, at endnu et smukt år er gået, og den er en lejlighed til at huske på at glæde mig over det.
Mit forhold til det at blive ældre har ændret sig en del igennem mit liv. Som lille kunne jeg slet ikke vente på at blive større. Jeg ville så gerne være en af De Store, som alle vi små var lidt bange for. Desværre viste det sig, at da jeg blev en af De Store, var De Små blevet nogen værre møgunger, som slet ikke var nok bange for os, og sådan har ungdommen altid været af lave. Senere blev jeg teenager og begyndte at gå i byen, og da var alder mest interessant i forhold til at kunne slippe for at skulle grilles af dumme dørmænd, som udmærket godt var klar over, at det var et falsk personnummerbevis (ja, det var dengang…) jeg stod og viftede med.
Pia, 52 år, og gladere end nogensinde før
Min første (og hidtil eneste) frygt-for-alderdomsrelaterede krise indtraf, da jeg nærmede mig 30. Det var gyseligt at fylde 30, nok fordi jeg havde et ret klart billede af, hvad man skulle kunne, når man var 30 år. Man skulle have tjek på tingene, vide hvad man ville med sit liv, og på alle måder bare udstråle at man var ankommet. Dér var jeg ikke helt. 30 årsdagen kom og gik, jeg overlevede, og på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at blive stolt, hver gang jeg blev et år ældre. Sådan helt urimeligt stolt, som om jeg virkelig havde præsteret noget helt særligt, selvom det eneste jeg jo i virkeligheden havde formået, var at holde mig i live et år mere.
40 var en fest, og jeg var helt vild med den nye 4.0 version af mig selv. 50 var virkelig stort. Jeg var absolut, helt igennem, ustyrligt vild med at fylde 50, og jeg fejrede mig selv på livet løs. Faktisk nåede jeg at runde ti fødselsdagsfejringer, fordelt på et helt år og otte lande… Og ja, jeg elsker stadig at blive ældre. Fik jeg tilbudt at starte forfra ved 13, ville jeg sige pænt nej tak. Jeg elsker at have lagt ungdommens uro bag mig, og have overgivet mig til livet på godt og ondt. En af de allerfineste ting ved at være blevet ældre, er at jeg kan sidde og glædes over alle de vigtige ting, jeg er lykkedes med ? og det jeg er allermest stolt af, er dem her:
Hvordan har du det med at blive ældre? Savner du noget fra din ungdom – om så det er energien til at danse hele natten tre nætter i træk, eller en krop som ikke hele tiden svigter og gør ondt, eller noget helt andet? Er det umagen værd at blive gammel??