Der er ikke mange ting der er skønnere end lange sommerdage på stranden med en god bog – og jeg har en rigtig god en med! Jeg læser Sommerdage af Tove Jansson, og er fuldstændig betaget.
Tove Jansson er Mumitroldenes ‘mor’, så mine forventninger var høje til denne, hendes første voksenbog – og de blev mere end indfriet. Bogen handler om den sommer hvor seksårige Sophia netop har mistet sin mor, og derfor er på ferie i den finske skærgård med sin farmor. Far er også med på ferien, men han er stort set helt fraværende i fortællingen, formentlig fordi han er opslugt af sin egen sorg. Sophias farmor er virkelig godt selskab for en lille sårbar pige. Hun pylrer ikke, og holder ikke Sophia fast i sorgen. Hun er usentimental, grænsende til det bryske, men samtidig kærlig, opmærksom, og oprigtigt interesseret i at tale med Sophia, som et menneske til et andet.
På et tidspunkt spørger Sophia farmor, hvornår hun (farmor) dør. Det er jo på alle måder en naturlig overvejelse for et barn som netop har oplevet, at hendes kære kan forsvinde. Mange voksne ville nok blive frygteligt beklemte ved sådan et spørgsmål fra en lille nyslået moderløs, men farmor svarer hende ærligt og tydeligt: “Snart. Men det kommer ikke dig ved”, hvorved hun fritager Sophia for alt ansvar for liv og død.
De strejfer omkring på øen, laver deres egne eventyr, og i legens og fantasiens frirum er der plads til, at de kan diskutere livets store og små spørgsmål. I disse samtaler afslører farmor sig som et menneske der tør være nysgerrig sammen med Sophia, og som også tør lære hende, at man godt kan være uenige, uden at det betyder andet end netop det: at de er uenige. De er for eksempel uenige om Helvedets og Djævlens eksistens. Farmor tror ikke på nogen af delene, men det gør Sophia – og det får hun lov til.
Jeg er helt vild med lille sårbare Sophia og hendes overvejelser, både de eksistentielle og de verdslige. Farmor gør mig helt varm om hjertet, med hendes usentimentale, ærlige kærlighed og vilje til at tillade de store spørgsmål at udfolde sig. Det er en perle af en lille sommerbog, som bør nydes langsomt, præcis ligesom sommeren. Læs den, hvis du kan lide at blive rørt af poesien ved det store i det små – og hvis du holder af Janssons bedårende streg!
