Ham min elskede har det med at strø om sig med sine ejendele. Hvis jeg ind imellem ikke kan finde ham, følger jeg bare sporet af punge, nøgler, mobiltelefoner osv, indtil jeg finder ham for enden. Vældig smart, sådan på Hans & Grete-måden, meeen – når man skal bo småt, må der gerne være en smule styr på tingene. Derfor har jeg lavet en lille strikket kurv til indholdet af hans lommer (fraregnet bøjede søm, regnorme og rustne ølkapsler!), hvor det hele kan ligge samlet.
Den var virkelig nem at lave. Jeg har brugt et nøgle strømpegarn (har af én eller anden grund altid strømpegarn på lager, så det bliver brugt til lidt af hvert).
Slå 50 masker op med dobbelt garn på pinde nr. 3. Strik dobbelt perlestrik* til arbejdet er kvadratisk, og luk herefter af.
Hæft alle ender. Klem så hjørnerne sammen, og sy et enkelt sting ca. 4-5 cm fra hjørnet – og din kurv er færdig. Strikket kurv FTW!
* Dobbelt perlestrik:
- pind: 2 ret, 2 vrang
- pind: ret over ret, vrang over vrang
- pind: 2 vrang, 2 ret
- som 2. pind.Disse 4 pinde udgør mønsteret, og gentages. Det er pænest hvis man starter på pind nr. 2, og lukker af i mønster på enten 2. eller 4. pind.
Den er da ualmindelig fin og enkel. Sådan en god idé.
Strik er ikke min spidskompetence, men sådan én vil jeg gerne have og i princippet er det vel ikke mere svært end at strikke en karklud!? Så det tror jeg godt jeg kan 🙂
Det er fuldkommen som at strikke en karklud – og du kan jo i princippet lige så godt hækle den!