Jeg kører en overvejende maximalistisk boligstil, det kommer vist ikke bag på nogen. Lige så meget jeg kan nyde en strengt minimalistisk indretning hos andre, lige så lidt kan jeg gennemføre det hos mig selv. Fordi ting. Minder, særligt fine sager, tæpper, puder, kurve, små skamler…
Jeg er i særdeleshed glad for billeder. Billeder af min smukke familie, billeder fra herlige oplevelser, og billeder der bare er sjove. Og nå ja, alt muligt andet, som kan hænge på væggen. Derfor lavede jeg naturligvis også en billedvæg i mit Loveshack, som jeg allerede har vist frem. Problemet er bare, at den er en kende udsat. Huset er jo til den lille side, og billedvæggen hænger lige midt i stuen, hvor man konstant passerer forbi den, med hoppende og dansende billeder til følge. Alt for ofte har det set omtrent sådan her ud:
Og det kunne jeg ikke lide. Når man har så mange fine ting, der hænger roligt rundt omkring, så skal de netop hænge roligt. De skal ikke flagre rundt på væggen, og jeg skal ikke dedikere min tid til opretning, hver eneste gang der har været passage.
Problemet kunne naturligvis løses ved at sætte hvert eneste billede op med to søm/skruer, i stedet for et enkelt – men hvorfor skulle jeg ulejlige mit vaterpas, når der er en simpel løsning?
E.L.E.F.A.N.T.S.N.O.T. Lærer-tyggegummi, Häft-massa eller Tack-it, om man vil; kært barn har mange navne. Og det er i sandhed et kært barn – en lille klat i underkanten af hver billede, og nu er der styr på tropperne! Det eneste der hænger skævt nu, kan relateres direkte til mit utjekkede øjemål…
De der “tyggegummikulene” gjør underverker. Jeg bruker også dem fra tid til annen, og så har du jo en så fin og delikat fotovegg.
Og gratulerer til sønnen under her. Ja tiden den går så altfor fort. Man blir eldre utpå, men kjenner seg like ung inni.
Ha en strålende fin dag.
Tak Ingrid!
Nu bliver jeg altså lidt nysgerrig – hvad bruger du det til? Det er jo en genial opfindelse