Jeg elsker at være farmor! Ikke kun fordi Isabellismis er den dejligste unge i verden, men også fordi hun minder mig om, hvor underfuld verden er, når man ser den i børnehøjde.
For eksempel havde jeg nok glemt hvor egentlig hyggeligt et sted en kirkegård er, hvis ikke det var fordi hendes far har skabt en tradition med, at de to tager ned og hilser på oldefar fra tid til anden. Det er en fin ting, hvor Isabella får lov at vælge de allersmukkeste blomster at lægge på graven, og bagefter kan tulle rundt mellem alle de smukke gravsteder og gå på opdagelse, mens vi andre dvæler ved minderne en stund.
