Alt det mænd er af Davis Szalay er en af de mest foruroligende bøger, jeg længe har læst. Den er bygget op som fortællingerne om ni forskellige mænd, og de enkelte fortællinger bindes egentlig kun sammen af temaet: Alt det mænd er. På den måde minder bogen mere om en novellesamling, end om den roman, den selvdefinerer som. Men det er selvfølgelig ikke det, der er så foruroligende: Jeg er, trods alt, robust nok til at klare lidt litteraturtekniske underfundigheder.
Det foruroligende er tanken om, at romanen faktisk viser alt det mænd er. Frustrerede, fortabte mænd, som desillusioneret flakker omkring i flagrende ligegyldighed, på evig jagt efter “noget”. Noget, der lynsnart kan ændres, og som de ind imellem ikke engang selv kan definere. Og fordi de lader lykken bero på det udefinerbare, kommer de til at fremstå håbløse, drømmeløse.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Olga
Noget der bidrager til fornemmelsen af splintrede liv, er formentlig det faktum, at alle de mænd vi møder, er i transit. Enten i konkret eller overført forstand står de i en overgang, et vadested, noget midlertidigt. Lige fra den helt unge Simon på Interrail, til den aldrende Tony, som ser døden i øjnene. At Tony er Simons bedstefar forstærker egentlig bare følelsen af håbløshed, når vi indser at frustrationen siver ned igennem generationerne, uden nogensinde at få afløb…
Han sygnede hen.
Sygnede væk.
Ender vi alle sammen med bare at sygne væk?
Jeg er nødt til at tro, at bogen viser mig hvordan mænd også er. Jeg kan ikke holde ud at tro, at denne tågede strøm af begær, formålsløshed og forspildte muligheder viser alt om, hvordan mænd er.
Det er barsk læsning, og jeg er da også blevet nødt til at tage den i bidder. Små bidder. Og ikke som godnatlæsning. For skønt bogen på sine steder er morsom, eller måske snarere komisk, så tjener de små indspark af bizar humor faktisk kun til at sætte fortvivlelsen i endnu dybere relief. Til gengæld er det også tankevækkende læsning, og bogen har virkelig pirket til min virkelighedsopfattelse. Nødvendig læsning, vil jeg påstå. Især for kvinder som mig, der aldrig havde forestillet sig, at den europæiske mand kunne være så ilde stedt.
