Dagbog fra Zombieland

I en ikke alt for fjern fremtid sidder Noah i et København, som er fanget i en zombieapokalypse. Han er alene, men i kampen for at overleve slutter han sig til Lucas og Emma, som tager ham med på roadtrip gennem et hærget Danmark.

Hvis man kan lide TV-serien Walking Dead, er Klaus Frederiksens debutroman, Dagbog fra Zombieland, et rigtig godt bud på nogen timers spændende læsning. Historien er hæsblæsende og medrivende, og rammen om fortællingen er skæg: Noah fører dagbog over sine oplevelser fra fremtiden på nutidens Facebook, og det er disse optegnelser som tilsammen udgør bogen. Hvordan han kan skrive til os fra 2030?erne vides ikke, og det er for så vidt også uinteressant; målet er at advare os, så vi kan nå at forberede os på katastrofen, før den indtræffer.

Dagbogsformen fungerer. Den har selvfølgelig sine begrænsninger, men bestemt også sin charme, og den bidrager i høj grad til bogens tempo. Og det er højt, tempoet ? nogen gange måske lige vel højt nok, men omvendt fastholdes man som læser, fordi der hele tiden sker et eller andet, som man lige skal følge til dørs, inden man kan lægge bogen fra sig. Sproget er måske ikke fantastisk, og umiddelbart ville jeg også mene at bogen ville kunne tåle en ekstra gennemarbejdning, men disse skønhedsfejl spiller netop op til rammefortællingen:

Dagbogen er stort set som originalt skrevet af Noah, og det er derfor ikke som sådan en bogudgivelse i traditionel stand. Ingen af os har uddannelser indenfor sprog, er ikke forfattere eller har taget kurser i at skrive en bog. Noget er dog så skræmmende og makabert, at det er udeladt fra udgivelsen. Målet med denne bog er langtfra gode anmeldelser, så skulle der være nogen som tager sig ulejligheden med at skrive en anmeldelse, så tak for hjælpen med at reklamere for denne bog, og skulle anmeldelsen være dårlig så tak for at underbygge sandheden i, at vi ikke er fiktive, uddannede forfattere.

På mange måder minder bogen om Walking Dead. Zombierne spiller en næsten underordnet rolle; de udgør et bagtæppe for en fortælling om, hvordan mennesker interagerer under pres, og så sørger de naturligvis for en del af spændingen. En af bogens absolutte styrker er iagttagelserne af zombierne, deres udvikling og deres oprindelse, og forsøget på at finde en kur. Hvor kommer zombierne fra, og hvordan kan de få overlevende beskytte sig selv og menneskeheden?

Bogen rejser også et par interessante etiske spørgsmål.

Der er ingen muligheder for at tage flere overlevende ind i bunkere. Det vil forringe vores overlevelsesmuligheder, er ledergruppen kommet frem til. Jeg vil give dem ret, men spørgsmålet er, om det er det rette at gøre. Bør man altid hjælpe mennesker, der har brug for beskyttelse, eller hvor trækker man grænsen?

Det er jo helt oplagt at trække linjen til vor tids flygtningesituation. Hvad gør man? Skal man hjælpe alle, også selvom det risikerer at blive på bekostning af dem der udstrækker den hjælpende hånd? Er det etisk forsvarligt at ofre den enkelte for det fælles bedste ? og hvem skal i givet fald træffe den slags beslutninger?

Der er ingen tvivl om, at zombieapokalypsen er det bedste der er sket for dyrevelfærden nogensinde og for miljøet.

Første gang jeg læste dette, gav det fuldkommen mening for mig, men så kom jeg til at tænke lidt mere over det. For så vidt angår dyrevelfærden, er jeg stadig helt enig. Vi er ikke gode ved de dyr, vi ønsker at spise, og det kan kun være en fordel for dem med en så presset menneskehed, som beskrives i bogen. Men hvad med miljøet – hvad er egentlig et ?godt? miljø? I følge Biblen, som bogen i øvrigt flittigt refererer til, er mennesket jordens og dyrenes hersker:

Derpaa sagde Gud: »Lad os gøre Mennesker i vort Billede, saa de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr paa Jorden og alt Kryb, der kryber paa Jorden!« Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig paa Jorden!« (1. Mosebog)

Hvis man godtager denne præmis (hvilket jeg i parentes bemærket ikke gør), giver det næppe mening at tale om, at en tilstand hvor menneskene er alvorligt truet, er god for miljøet. Men selv hvis man ikke anlægger bibelske synsvinkler, kan det være spændende at overveje, hvad et godt miljø er. Er det godt, hvis det er 100 % ukultiveret? Handler det om størst mulig biodiversitet? Er målet en balance hvor alle arter holder hinanden i skak, og status quo bibevares?

En anden pudsig ting ved bogen er dens opbygning omkring et roadtrip gennem Danmark. Vi bliver guidet gennem landet, og introduceres til mange af dets attraktioner. På den måde minder den meget om mine ungers yndlingshøjtlæsningsbog, Lille Lucifer, som også tog læseren med på opdagelse i Danmark og Danmarkshistorien. Ind imellem kommer denne del af forløbet desværre til at fremstå en smule forkrampet, og jeg kunne heller ikke undgå at undre mig over, hvor lidt Danmark (og bilpriserne!) tilsyneladende har udviklet sig i de mellemliggende 20 år.

Som enhver god dagbog stopper Dagbog fra Zombieland temmelig abrupt, men en efterfølgende epilog binder en fin sløjfe med et par gode spørgsmål:

Zombierne har fået Noah til at tænke over, hvad han vil med sit liv fremover. Ved du, kære læser, hvad du vil med dit liv? Bliver man nogensinde sikker på, hvilken vej man vil følge, og hvad ens mål med livet er?

Tak til Klaus Frederiksen og Forlaget mellemgaard for anmeldereksemplaret.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...