Søndags Snapshots

Det er så godt at være tilbage i hverdagen igen! Lange, stille dage, med betryggende velkendt februar-gustenhed udenfor vinduerne, og alle mine bedste ting indenfor. Hverdage er bare den bedste opfindelse nogensinde. En doven morgen i sengen med en stak magasiner og min bedste ven med poter – så bliver jeg helt varm og glad, indeni og udenpå.

Ugen har i høj grad stået i oprydningens tegn, og det har på mange måder været en god ting. For eksempel fandt jeg yngstesønnens elskede Nelson, lige i tid til hans fødselsdag (sønnens. Ved ikke helt hvornår Nelson har fødselsdag, men han har i hvert fald været i familien siden 1994). Han har faktisk klaret tidens tand overraskende godt – øjet faldt, vel egentlig meget passende, ud ret tidligt i hans karriere, og ellers er han stort set intakt. Virkelig mærkelig ting at blive glad over, det ved jeg godt, men han bærer så mange minder om søndagsmorgner med dyner i sofaen og små buttede hænder, der ivrigt trak mig hen for at læse bare et kapitel mere af Lille Lucifer.

Når man har knoklet i dagevis med at gøre huset beboeligt igen, er det vidunderligt med lidt luksus. Den slags er altid bedst når det velfortjent, jo. Så jeg har tilføjet en smule hverdagsluksus, på den gennemført pragtfulde (og, okay, måske lidt vilde) måde. Aesops lækre produkter er bare alt for skønne, og som sagt: jeg har i dén grad fortjent det!

Ligner lidt en gentagelse af det første billede, men bemærk at Bedstes Næstebedste Pige (aka Charlie, yngstesønnens hund) er rykket ind på weekendbesøg, og at magasinerne er skiftet ud med Peter Øvigs BZ-bog. Den har, til trods for en lidt besynderlig opbygning med to adskilte fortællespor, underholdt mig fint, og både sat tanker i gang og vakt minder. Ikke at jeg var tjekket nok til at være en del af BZ-bevægelsen, men jeg oplever det nu alligevel som en del af min generations historie, og hvert eneste beretning om et besat hus vækker hos mig minder om, hvor jeg var i mit liv på det pågældende tidspunkt.

En dokumentarisk gennemgang af begivenhederne sætter en masse ting i perspektiv, men jeg sidder tilbage med en lidt trist fornemmelse af, at det problem BZ’erne forsøgte at løse, kun er blevet endnu værre – og at jeg ikke engang har nogen ideer til, hvad man kan stille op. Som en trist ‘voxenfascist’ tænker jeg, at det ikke bare er gjort med at overlade de unge et hus, og derefter lade dem sejle deres egen sø, hvad historien om Abel Cathrines gade (hvis den ellers er gengivet korrekt) da også tyder på.

Nu er jeg jo ikke færdig med læsningen endnu, men her, knap halvvejs inde, er jeg lidt ked af den vinkel bogen har. Den kronologiske historie om BZ fortælles overvejende gennem en opremsning (og delvis skildring) af de gadekampe, som i forvejen har fået så rigelig opmærksomhed. Man kan nærmest ikke sige ‘BZ’ uden at der straks står brosten i øjnene på folk, og det synes jeg er synd. Missionen var jo ikke gadekamp. Jeg tror, at der er en langt mere spændende og inspirerende historie at fortælle – en historie om reflekterende og initiativrige unge, som ville noget. Dén historie gad jeg godt at læse!

Jeg synes også det skæmmer bogen, at Øvig bruger så mange sider på at lufte sine frustrationer over de gamle BZ’eres tøven overfor at bidrage til bogen. Ikke fordi jeg ikke kan forstå hans ærgrelse. Det er en historie der fortjener at blive fortalt, igen og igen – men det må også på mange måder være en meget privat historie. Derfor er det er måske forståeligt nok, at de folk, som for fleres vedkommende må være gledet ret langt fra hinanden, gerne lige vil afhandle med hinanden, før de hver især begynder at videregive oplevelser fra en tid, der i så høj grad var båret af et altafgørende fællesskab. Omvendt er det en oplagt indvending, at hvis ikke folk fra miljøet træder frem og fortæller om alle de spændende ting der foregik, så vil BZ’ernes historie kun kunne fortælles gennem avisforsider og politirapporter, hvorved volden uundgåeligt vil komme til at udgøre rygraden i beretningen.

Når alt det er sagt, så er bogen velskreven, interessant og virkelig svær at lægge fra sig. At den så samtidig også er et forsøg på at kortlægge en vigtig del af Danmarks historie, gør det jo bare endnu bedre, så jeg vil klart anbefale, at I giver den en chance.

Ugens bedste nyhed har jeg gemt til sidst. Jeg er blevet farmor igen!!!! Mød Tyson; 800 gram ren kærlighed og livsglæde, direkte fra Rios gader  (skylder måske at skrive, at det er barnebarnet der er ‘lille-ske’ på billedet…). Jeg havde allerede Bedstes Bedste Pige og Bedstes Næstbedste Pige – nu har jeg så fået Bedstes Bedste Dreng. Jeg er så rig. Og lykkelig.

 

Tilbage til forsiden

 

Måske vil du også læse...

1 Comment

  1. Viggo Okholm says:

    Hej Pia Rart at høre dine overvejelser fra det hjemlige igen og tillykke med et levende væsen mere 🙂
    Jeg har ikke læst nogen af hans bøger, men kun tænkt på dem. Men jeg tror at dine kritikpunkter om intentioner
    bag de handlinger og aktiviteter de unge begik er meget væsentlige at få med. Det er jo lige som meditationer,
    de kan være “mislykkede” men intentionen er central.
    Har du læst hans bog om hippierne? Den burde jeg jo læse 🙂
    Varm hilsen Viggo

Comments are closed.