… strandene i Rio!!
Det er meget sjældent (meget, meget sjældent – jeg kan faktisk overhovedet ikke huske sidste gang) at se mig i vandet i Danmark. Det er alt for koldt, og slet ikke sjovt. Badevand bør være minimum 32 grader, ellers hedder det ikke badevand, men drikkevand.
Åh, men strandene i Rio... De ligger bare der, som perler på en snor, hele vejen langs kysten – og de er så smukke, at man næsten ikke forstår det.
Den allersmukkeste af dem allesammen er helt uden tvivl Grumari. Den ligger i den sydvestlige udkant af Rio, og det betyder, at selv vejen dertil er ubeskriveligt smuk. Man kører langs en fantastisk kystlinje, indtil man kommer ud i et beskyttet naturreservat, som har strande der får en til at tænke, at man da aldrig behøver at være andre steder! Bølgerne er ofte enorme, men det afholder tilsyneladende ikke brasilianerne fra at opfatte den som en fremragende børnestrand 😉
Den festligste strand er nok Ipanema. Den er også langt smukkere end de fleste andre strande jeg kender, og så er den så kæmpestor, at man altid har god plads. Glem alt om fluepapiret ved Bellevue – her er der god plads til alle, selvom man er midt i en storby.
Man keder sig aldrig på Ipanema. Der er fuld fart på, og der kommer hele tiden folk forbi som sælger solbriller, bikinier (de mest vidunderlige bikinier – men husk at købe dem mindst to størrelser større end du tror du skal bruge. Både størrelserne og bikinierne er små i Brasilien…), Havaianas, badehåndklæder, kokosnødder, kolde øl og sodavand og bakker med dugfriske Capirinhas. Der er endda nogen som bærer rundt på små ovne, så de lynhurtigt kan lave en lækker snack til dig.
Åh ja, jeg drømmer om strandene i Rio – men jeg kommer næppe dertil igen før til september.