Jeg nyder mit nye, overskuelige klædeskab. Jeg elsker at jeg kan lukke øjnene, og bare hive et eller andet tilfældigt ud – fordi alt hvad der er, er noget jeg elsker. Men det har ikke været helt nemt at komme dertil. Siden voksenlivet ramte, for sådan ca. 20 år siden, har jeg drømt om at finde frem til en voksen tøjstil som selvfølgelig skulle være 100 % mig, og som, lige så selvfølgeligt, skulle være über cool og tjekket. Hvordan den sådan mere præcist skulle være über cool og tjekket, fik lov til at stå hen i det uvisse.
Nogen gange tænkte jeg hvidt i hvidt – lange flagrende gevandter, med masser af flæser og en overlegen boho chik vibe. Andre gange var jeg mere i det kunstneriske, med masser af varme farver, mønstermix og lag på lag. Jeg genkalder mig også drømmen om en striks geometrisk stil med skrigende farveklatter og skarptskårne silhuetter, og min vintageperiode (tak for ingenting, Helena C – jeg bliver aldrig sej som dig!).
Som tiden er gået, har jeg lært at påskønne skønheden i alle de forskellige stilarter, uden at tænke, at jeg straks skulle tage dem til mig. Jeg har stille og roligt (ind imellem alt for stille og roligt) fundet frem til en voksen tøjstil, som jeg virkelig føler mig hjemme og veltilpas i. Jeg vil nødig sætte ord på den, fordi det altid bliver lidt corny når man forsøger, men den er nok lidt til den minimalistiske side, uden for meget pynt og farve, og meget ofte en variation over simple jeans/shorts/nederdel med meget basic t-shirt/skjorte/tynd strik og så en flot skåret jakke eller, i den helt modsatte grøft, en vamset sweater. Nøj, det ser kedeligt ud, når jeg sådan ser det på skrift – men det fungerer for mig.
Hvad der til gengæld ikke fungerede, var omtrent halvdelen af tøjet i mit skab. Det relaterede sig nemlig til mine eksperimenter, var fuldkommen ude af trit med hvordan jeg havde lyst til at klæde mig, men havde ikke desto mindre, af uvisse årsager, fået lov til optage plads. Der var simpelthen tale om et helt typisk eksempel af ”bugnende skab, men absolut intet at tage på”.
Til trods for at en stor del af tøjet hang ubrugt hen, var det svært for mig at tage afsked med det. Jeg kunne jo udmærket huske drømmene om, hvordan disse stykker tøj skulle bruges – det kom bare aldrig til at ske. Der var, med andre ord, tale om someday-tøj.
Jeg forsøgte mig med den metode jeg bruger til mine andre ting, hvor jeg kun beholder det, som jeg enten bruger regelmæssigt, eller virkelig elsker, og den fik skåret lidt ned på overflødighederne, men helt til benet kom jeg ikke. Jeg har et meget stort hjerte, og elsker en hel masse.
Jeg havde stor glæde af at stille ’shoppe-spørgsmålet’, men selv efter dén sortering var der stadig en del tilbage, som ikke burde have plads i velredigeret capsule wardrobe. Derfor iværksatte jeg bøjle-testen.
Jeg vendte alle mine bøjler samme vej (det gjorde jeg faktisk ikke, fordi sådan hang de allerede, fordi jeg er lidt af en neat-freak). Hver gang jeg brugte et stykke tøj, vendte jeg den tilhørende bøjle om, og efter en måned tog jeg et nøjere kig på de stykker tøj, som ikke havde været i brug. Noget var, indlysende nok, sæsonrelateret, andet var decideret festtøj – det blev hængt til side. Der var også noget som kunne fjernes, og det er gjort.
Resten hænger nu for sig selv. Det er sendt i skammekrogen. Over det næste stykke tid vil jeg være opmærksom på det tøj der er sendt i skammekrogen, og prøve at bruge det. Jeg truer ikke mig selv med, at det bliver smidt ud, hvis ikke jeg bruger det – jeg er bare opmærksom på det. Jeg synes nemlig ikke at mit capsule wardrobe projekt skal være (endnu) en ting, jeg kan slå mig selv i hovedet med – det skal være festligt og nemt. Det er jo alt andet lige noget jeg gør for sjov…
