Hyggeligt puttet ind for foden af alperne ligger der en lille bid af Paradis, også kendt under navnet Como. Comosøen er et helt kapitel for sig, men selve Como by er helt afgjort også et besøg værd – i hvert fald hvis man er til tilbagelænet italiensk langsomhed og skønhed.
Kulissen kunne nærmest ikke være smukkere. Bjergene kaster sig ned i den glitrende sø hele vejen rundt om byen, og de skæve gamle stenhuse og snoede stræder tager dig med tilbage til en anden tid. Her er ikke et mylder af must-see attraktioner, men det er der heller ikke brug for. Området og livsstilen er selve attraktionen, og alt du behøver at gøre, er at overgive dig til alt det skønne.
Sæt et par dage af til at snuse rundt i Como by. Giv dig god tid, ellers misser du den vigtigste pointe. Her er nemlig altid god tid, og det ville være synd at gøre dig selv så travl, at du ikke opdager det.
Sid på en fortovscafe og nip til en espresso (eller en kop varm te. Kaffedrikning er en italiensk nationalsport, men der er også plads til en te-drikker). Kig på livet omkring dig, og nyd at det gør, som livet nu engang gør: går sin skæve gang. Bemærk hvor velklædte alle er, og se at skønhed ikke har nogen alder. Se kvinden der sidder ved et bord med sine to hunde omkring sig, den ene på skødet, den anden på en stol, og deler en tærte med dem. Lyt til de to gamle knarke, som beklager sig til hinanden. Italienske mænd beklager sig altid, fordi det skal de. Det stikker ikke så dybt, men noget er der altid i vejen, om ikke andet så i hvert fald med helbredet og landets politiske tilstand.
Nyd at slentre rundt indenfor de gamle middelaldermure. Jeg kan kun tænke på ganske få grunde til at stikke udenfor murene: for at gå en tur i Parco Spina Verde, for at tage den lille kabelbane op til Brunate, eller fordi der er marked lige udenfor bymuren på tirsdage, torsdage og lørdage.
Indre by er umanerligt charmerende. Her er ingen upersonlige kædeforretninger, ingen H&M, ingen Zara og ingen Starbucks. Til gengæld er der A. Gi. Emme (Via Vittorio Emanuele 91), som er indbegrebet af en chic italiensk boutique, med alle de fineste og mest udsøgte varer på hylderne. Her er ikke billigt, men her er fint. Meget fint.
Alt er noget så italiensk, og snart sagt hver eneste butik afspejler indehaverens personlige smag og drømme. En stor del af livet i Como foregår udendørs, og det gælder selvfølgelig også handelslivet. Gaderne er smalle, og man skal heldigvis ikke kante sig forbi tøjstativer og oppustede badedyr, men når butikkerne er uden gæster, står indehaverne naturligvis i deres døråbninger, så de kan udveksle nyheder og sladder med hverandre.
Hvis du har taget en mand med til byen, bør du absolut sende ham til barberen. Mario (Via Vitani 38) klipper og barberer på gammeldags facon, med dampende varme håndklæder, sæbe og kniv, fuldkommen som hans far og farfar gjorde det før ham. Hans salon er noget af det mest betagende jeg nogensinde har set, og stolene alene gør, at man bør lægge vejen forbi. Her er ingen tidsbestilling; man sætter bare sin mand derind, og så kommer han til, efter tur med de andre. Lad dig ikke afskrække af, at her ofte er fyldt – mange kommer vist bare forbi for at sladre, og forlader i hvert fald salonen med hårpragten i behold.
Der er én enkelt seværdighed, der tiltrækker sig opmærksomhed, nemlig domkirken, Duomo di Como (Piazza del Duomo 23). Den ligger midt i den gamle by, og foran den er der en livlig piazza med cafeer, gøglere og andet godt. Selve kirken er imponerende både udefra og indeni, med alle sine sirligt udskårne figurer, og den beskrives som Italiens fineste eksempel på det 14 århundredes overgang fra gotikken til renæssancen.
Det er formentlig umuligt at finde dårlig mad i Como – jeg har i hvert fald aldrig oplevet det. Selv den mest ydmyge lille cafe har tilsyneladende en pizzaovn, og kan fremtrylle de lækreste småretter til dig, hvis du får lyst. Og det gør du – får lyst. I middagspausen dufter hele byen nemlig af godhed, og man bliver sulten, uanset hvornår man sidst har spist. Om sommeren kan man finde mad hele dagen igennem, men udenfor feriesæsonen gør man klogt i at indrette sig efter det italienske ur, som foreskriver at man spiser et solidt måltid ved 12-13 tiden. Hvis du glemmer det, måske fordi du laver noget andet på det tidspunkt, og forresten har spist stor og sen morgenmad (en uskik efter italiensk tankegang), må du forlade dig på sandwich og pizza indtil aftensmaden står klar omkring klokken 19.
Der er jo så i øvrigt også is på hvert gadehjørne, og det er God Is. Det må nødvendigvis skrives med store bogstaver, så godt er det. Jeg er normalt ikke den store isspiser, men hernede kan jeg slet ikke lade være, så godt er det. En solid kop is, indtaget i en solstråle på en af byens mange torve og pladser, kan fint udgøre frokosten, hvis ikke man er alt for sulten. Min yndling er nocciola, mens ham min elskede kaster sig over pistacchio – men melonisen er også suverænt god, og jordbærisen, og den med chokolade… Italiensk is er en kunstart, og man skylder kunstneren at smage sig frem til sin favorit.
Når du har fået nok af byens rustikke charme (hvis man da kan få nok…), vil jeg anbefale at du går ned til søen. Når du står med næsen ud mod vandet, går du til højre, rundt langs søbredden, indtil du kommer til et træhus, hvor der står ”Funiculare” på (Piazza Alcide de Gasperi 4). Her går du ind og køber en billet til Brunate – for 3 euro kommer du derop, og for 5 euro får du en returbillet. Og så gør du dig ellers klar til en dosis ekstraordinær skønhed. En lille kabeltrukket vogn vil nemlig sende dig op, omtrent til bjergets top, til den lille flække Brunate. Og her er herligt. Byen er helt bedårende, og den panoramiske udsigt over søen, bjergene og byerne fås ikke bedre.
Du kan spise frokost heroppe, gå en lille tur, eller simpelthen bruge det som udgangspunkt for en decideret hike. Der er masser af stier der udgår herfra, og det er bare at sætte den ene fod foran den anden. Visse stier kan være spærret, fordi de langsomt forfalder, men som regel vil den slags være skiltet. Som regel…
Du kan også vælge at tage kabelvognen op, og så gå tilbage ned til Como. Det er en nem tur, som tager en lille times tid – lige perfekt til en lille pause fra bylivet. Og så er det noget så pænt hele vejen, som stien snor sig frem og tilbage over bjergsiden, og flere gange krydser kabelbanen. Nå ja, og så er du jo forhåbentlig også dejligt sulten når du kommer ned igen!
