Anna anbefaler Hazel Wood, skrevet af Melissa Albert.
Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men først og fremmest vil jeg bare sige: det er en helst fantastisk bog med en masse gys, spænding, fantasy og noget humor. Ærlig talt den har det hele! Jeg er rigtig ked af at skulle afslutte den for den har ikke rigtig den der eventyr slutning, den er faktisk lidt trist. Jeg vil nok sige at man skal være over 12 før man rigtig forstår bogen og hvis man kan lide gys og fantasy er det en perfekt bog. Jeg vil gerne sige tak til Carlsen som sendte bogen til mig.
Bogen handler om Alice og hendes mor Ella. De er så længe Alice kan huske, blevet forfulgt af kulsort uheld. De har altid flygtet fra uheldet men det er altid kommet efter dem efter lidt tid. Ella er lige flyttet ind hos en ny kæreste og Alice er startet på endnu en ny skole. En dag da Alice er kommet hjem efter skole kan hun fornemme at uheldet er der og Ella er væk! Hun er blevet bortført af nogle mystiske væsner og det eneste spor Alice har er: ” hold dig væk fra Hazel Wood”. Hazel Wood er det øde beliggende gods Alices mormor boede på før hun lige pludselig døde på mystisk vis. Alices mormor er enspænder og forfatter til nogle mystiske eventyr der giver Alice store problemer. Finch som er Alices nye ven, hjælper Alice med at finde Ella. De kommer ud på en farefuld rejse som de aldrig vil komme til at glemme.
Noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen, var at der lige pludselig skete en helt uventet ting og at man så først senere fandt ud af hvorfor det skete. Jeg tror nok at det fedeste ved bogen var at den var så detaljeret med især levende personbeskrivelser. F.eks. som da man fik præsenteret de onde fik jeg nogle gange bare lyst til at gemme mig bag en pude, man får nogle sug i maven og hårene rejser sig det er en virkelig fed følelse.
Hazel Wood minder mig på en måde om Ravnens hvisken. Temaet en skjult verden som ingen andre kender til fylder meget i begge bøger og man får også den der følelse af at man selv er en del af historien i begge bøger. Så hvis du kunne lide Ravnens Hvisken kan du sikkert også lide Hazel Wood.
Kærlig hilsen,
Anna.
Der ligger efterhånden en del af Annas anbefalinger herinde, så der er masser af inspiration, hvis du skal ud og købe gaver!