Foråret er en velsignet tid, selvfølgelig er det dét. Lyse dage, hvor det bare kribler i fingrene for at komme ud og drikke sollys, kombineret med tilpas lange og kolde aftner, til at det stadig giver mening at overgive sig til sofahygge med et hundeøre at nusse, gode bøger at læse, og indbydende kager at spise. Kage er den ultimative føde, jo – og noget vi alle har brug for. Kroppen fungerer simpelthen ikke uden vitamin S, og det er ganske vist….
Jeg bryder mig ikke tanken om, at nogen skal mangle, og derfor har jeg besluttet at genudgive opskriften på Verdens Bedste Havregrynskugler, intet mindre.
Min mor er spidskandidat til prisen for ‘Bedste Kagebager‘, og hun kan mange glansnumre i et køkken – men det allermest lækre hun kan servere for mig, er og bliver hendes havregrynskugler. Da jeg var helt lille, arbejdede hun i en børnehave, hvor hun fik en opskrift som, efter min ydmyge mening, endnu ikke blevet overgået!
Mors opskrift på havregrynskugler
300 gr. havregryn
200 gr. smør
100 gr. sukker
2 spsk. cacaopulver
1 tsk. rom-essens
en knivspids instant-coffee (den originale opskrift havde 1 spsk. færdiglavet kaffe, men pulver er meget nemmere)
Det hele røres godt, gerne på en solid køkkenmaskine. Havregrynene skal smadres fuldkommen, så det hele bliver én blød masse. Herefter trilles dejen til kugler, som rulles i kokos. Eller krymmel. Eller dyppes i smeltet chokolade.
Skulle det hele ikke blive spist (som om det kunne ske…!), holder de sig fint i køleskabet.