Aprils liste

Aprils liste er sådan set meget simpel. Jeg skal:

1. gøre en hel masse af de hverdagsting, jeg plejer at gøre
2. gøre absolut ikke noget af alt det ekstra, jeg plejer at gøre

Ad 1: Mit liv har jo ikke forandret sig ret meget med denne lock-down. Fordi hey, introvert; jeg har øvet mig på det her. Det vejer naturligvis tungest af alt, at jeg er i den lyksalige situation, at ingen af mine kære er syge – intet kan vist forberede én på den sorg og smerte der følger med at ens kære bliver ramt! Jeg taler ikke om epidemien; jeg taler om hverdagslivets isolation. Og isolationssituationen som sådan, dét er mit game!

Som introvert kræver det energi at interagere. Det betyder ikke, at jeg ikke kan nyde at være sammen med andre – det betyder bare, at det kræver energi at gøre det. Derfor har jeg sammensat et liv, hvor min sociale kontakt er begrænset til et niveau, hvor jeg kan nyde det, uden at udmatte mig selv. Jeg har skabt en hverdag, som ikke er blevet nævneværdigt ændret i denne tid. Jeg foretrækker til enhver tid take-away frem for restaurantbesøg, Netflix frem for biografen, fredagsslik i sofaen frem for en aften i byen… Den største forandring i min hverdag er således, at hele resten af verden nu er blevet påtvunget mit liv. Der er fred og ro over hele linjen, jeg kan trække alle mine tråde til mig, og er derfor sprængfuld af energi. Jeg nyder med andre ord at have mit øjeblik. Men jeg føler virkelig med denne verdens ekstroverte, som formentlig lider ligeså meget som jeg ville, hvis jeg blev påtvunget daglige besøg, fællesaktiviteter og aftaler på ubestemt tid…

Normalt tilhører verden de ekstroverte, og det er jeg sådan set helt ok med. De gider den; selvfølgelig skal de eje den. Og det er så kun halvt for sjov – de ekstroverte investerer en masse i deres omgivelser, så naturligvis er det helt i orden, at det er dem der sætter dagsordenen. Lige nu ser vi deres sårbarhed, og det gør mig så bedrøvet. Mit hjerte skælver når jeg er vidne til lidelse, og jeg er faktisk fuldkommen ligeglad med lidelsens årsag. Uanset at nogle lidelser kan siges at være selvforskyldte (shout-out til alle os, som gør vores bedste for at fange en livsstilssygdom!), så er lidelse jo lidelse uanset. Så stort, virtuelt kram fra mig. Dette får også en ende.

Ad 2: Her kradser Coronakrisen! Hvis man kigger i min kalender, kan man se at april skulle have budt på stor fødselsdagsfejring hos barnevidunderbarnet, en tur til Texas for at fejre barnemirakelbarnet, en tilbagetrækning i templet, og muligvis også en hurtig tur til Italien. Altså øv.

Specielt det med børnebørnene smerter mig mere, end jeg rigtig har ord for. Det er ikke sjovt at skulle fejre sin 7 års fødselsdag med familien vinkende oppe fra vejen og legekammeraterne hjemme i isolation, men hun tager det i stiv arm. Værre er det med lille egoistiske Pia, som slet ikke holde ud, at hun ikke ved hvornår hun får lejlighed til at fejre lille John-Johns første fødselsdag. Vi har sendt gaver til ham, og i denne uge forærede vi også os selv en gave. Vi bestilte billetter til at besøge ham i slutningen af maj, og så krydser vi ellers fingre for, at landet er genåbnet til den tid.

Så derfor er aprils liste i sort/hvid – også selvom alting grønnes og springer ud. For hvad skal jeg med et bøgeblad, når det er to par børnearme, jeg længes efter?

Men mens jeg længes, vil jeg nu alligevel holde nøje øje med de små hverdagsundere. De giver nemlig enorm glæde, hvis man ikke tager dem for givet. Og lige nu kan vi ikke tillade os at lade hverken undere eller glæde gå vores næse forbi.