Et brugt år

Nu er vi ved at være dér, hvor vi kan se tilbage på et brugt år. For mig har det været et år, som har budt på umådelig meget nærhed. Jeg har været tæt sammen med min lille familie, og selvom man sagtens kan være nær selvom man er langt fra hinanden, så er der altså noget helt særligt ved at kunne række ud og tage hinandens hænder.

Det har også været et år, som har været ganske anderledes end jeg havde forestillet mig det. Store nye glæder er kommet min vej, særligt i form af lille John og den nye Spirrevip som vokser i min svigerdatters mave, og mine kære er hver og én vokset gennem året. Det er en helt særlig gave at få lov at følge med i de fine liv, og jeg er taknemmelig hver eneste dag.

Det har også været året, hvor jeg har lært at favne min egen sårbarhed. Det har jeg ikke lært som en del af et interessant eksperiment, men ganske enkelt fordi jeg har været nødt til det. Årene har taget deres del af min robusthed, og det mærker jeg i sandhed nu, hvor jeg står på den anden side af overgangsalderen. I lang tid har jeg taget et østrogentilskud for at mildne mine symptomer, og jeg er uendeligt taknemmelig for, at det har været muligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden, for min krop gad bestemt ikke det dér med en graciøs afsked med fertiliteten. Jeg havde hedeture der kulminerede i opkastninger, og en stadigt voksende svimmelhed, der nærmest gjorde det umuligt for mig at køre i bil. Men nu lader det til, at mit system har fundet en ny balance, hvor der er plads til både krop, sind og liv, selv uden østrogentilskud. Det har så også kun taget lige omkring 11 år…. Men nu er det slut, og jeg trives vældig godt i min nye, gamle krop.

Året har på mange måder lært mig ydmyghed. Jeg har lært at være ydmyg overfor livet, både livet som princip, og det levede liv. Det har været en fredsommelig proces, som har gjort mit liv gladere og nemmere, helt uden de store sværdslag.

Her i familien gemmer vi vores nytårsfortsæt fra år til år, og det er både sjovt og tankevækkende året efter, når man på den måde møder sit ét år yngre jeg. Hvad optog mig dengang, hvad drømte jeg om, og viste mine drømme sig levedygtige? Igennem årene har der tegnet sig en tydelig trend, hvor alle sundhedsrelaterede fortsætter lader til at lide en uværdig og alt for tidlig død, mens de Store Ting faktisk meget ofte ender med at trække et tema gennem hele året. For et år siden bad jeg mig selv om at tillade det uperfekte, og det er jeg, i al beskedenhed naturligvis, blevet rigtig meget bedre til. Det ynkelige, det svage og det utjekkede har fået plads, og det har gjort mig stærkere og meget mere modstandsdygtig. Fordi hvis man godt kan holde ud at livet er uperfekt, behøver man ikke gå i stykker ud over det hele, når verden viser tænder – og det er rart, for hvis der er dumt tidspunkt at gå i tusind stykker på, så er det netop, når alting spidser til.

Laver I nytårsfortsætter? Jeg ved godt, at mange har sat dem i skammekrogen, men det er måske fordi vi indimellem er kommet til at sjuske med dem. Hvis man kun trækker de gamle heste af stalden (tabe 5 kg, spise mere grønt, løbe hver dag, etc, etc), er de ikke nødvendigvis specielt brugbare, men hvis man gør sig lidt mere umage med dem, er det faktisk min erfaring, at de kan give en masse glæde og overskud.

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.