Hov. Det er da vist gået hen og blevet juli, helt uden at nogen havde fået fortalt mig det… Nå, men juli kommer formentlig ikke til at adskille sig voldsomt fra juni. Masser af italiensk sol, sommer og dejlighed. Tilsat børnebørn, og dét er En God Ting. En overmåde god ting. Jeg venter ikke mindre end to besøg fra de kære små, og det bliver godt.
Vi skal sejle en hel masse – for nogen af os er meget modige, og synes fint man kan bade i de gletcherstrømme, som udgør Comosøen. Andre af os ligger hellere med en god bog, og nyder solens kærtegn og søens vuggen, mens vi venter på at lægge til i en af de små charmerende byer, så vi kan proppe os med herlig italiensk is. Helst med melon og nocciola.
Vi skal besøge yndlingsbyerne omkring søen, og snart kan vi forhåbentlig gøre det uden maske! Varenna er højt på min liste, ligesom Bellagio, Menaggio og Como. Og alle de andre.
Vi skal i det hele taget nyde livet, helt fra den spæde, sprøde morgenstund, gennem den steghede dag, og indtil det dybe nattemørke sænker sig. La Dolce Vita er sådan en slags nationalsport hernede. Det, sammen med den obligatoriske opremsning af alle ens fysiske gebrækkeligheder, men lige den del har vist fået sit for i år…
Jeg håber, I alle får en mageløs juli, helt efter jeres drømme – om så det er jeres hverdagsdrømme der kommer i spil, eller jeres feriedrømme, for begge er vigtige!
Godmorgen. Ser ud til, I nyder livet trods Corona og masker! Hvordan ser det det ud i dagligdagen? Vi flyver en tur til Toscana ult. september, og jeg er lidt urolig, men regner med at tage af sted, hvis myndighederne siger ok! Håber dog ikke vi skal færdes udendørs med maske til den tid! Fortsat god sommer med familien
Du kommer til at nyde din tur, er jeg sikker på! Du skal huske at de uhyggelige historier om overfyldte hospitaler og lig på lastbiler stammer fra meget afgrænsede områder, som fx Bergamo. Heroppe (60 km fra Bergamo) er alle vores søde naboer som de plejer.
Tingene er lidt anderledes – der er maskepåbuddet, der er håndsprit alle vegne (og folk bruger den!), og der er færre turister. Der bliver holdt en naturlig afstand i det offentlige rum, og vi har enkelt gang oplevet at få taget vores temperatur på en restaurant. Jeg oplever at folk har lært at leve med den nye virkelighed på en meget afslappet måde – man er hensynsfuld, men ingen er bange.
Rigtig god tur!
Som jeg sidder her og ser ud i silende regn, tænker jeg, at det ikke er nogen helt tosset idé, I har fået at tilbringe sommeren i Italien 🙂 Fortsat god sommer til dig og dine!
Haha – vi kunne ikke forestille os at tilbringe sommeren noget andet sted! Det er vores lykkelige paradis, og der skal meget mere end en pandemi til at ændre det
Danmark er dejlig i sensommeren, men juni, juli og august? Det kan kun være her!
Rigtig god sommer til jer. Jeg håber I er færdige med malingen, og at det er blevet præcis som du ønskede.